Den politibetjent, der 20. november skød fire gange under et røveri i en DSB-kiosk i Ølby ved Køge, er nu tiltalt for vold med døden til følge. Det er statsadvokaten for Fyn, der har besluttet at skærpe tiltale mod politibetjenten. Ved skyderiet blev den 17-årige Carl Rune Henriksen ramt i maven, og han døde kort efter af sine kvæstelser. En 16-årig dreng, der var kunde i kiosken, blev ramt i foden. Betjenten opholdt sig ved et tilfælde i kioskens baglokale, da tre hætteklædte og ubevæbnede drenge forsøgte at begå røveri. Skærpet sigtelse Statsadvokaten, Lise-Lotte Nilas, meddeler, at kriminalassistenten tiltales for vold med døden til følge. Det er en skærpelse af sigtelsen, der lød på grov vold og på at forvolde fare for andres liv. Kriminalassistenten bliver også tiltalt for særlig farlig vold og for med forsæt at forvolde fare for andre. »Under skyderiet smed en af de tilstedeværende sig ned på gulvet. Der var en nærliggende fare for, at personen kunne blive ramt af et af kriminalassistentens skud«, siger Lise-Lotte Nilas til Ritzau. Straffen kan skærpes, fordi lovovertrædelserne blev begået i tjenesten. Strafferamme på ti års fængsel Sagen har været forelagt Politiklagenævnet, der er enig i, at der rejses tiltale, oplyser statsadvokaten. Sagen vil nu blive berammet ved retten i Køge. Strafferammen for grov vold med døden til følge er på ti års fængsel, men det er usandsynligt, at skudepisoden får politimanden så længe bag tremmer. Alene det faktum, at sagen starter i byretten, betyder, at han maksimalt risikerer fængsel i fire år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























