Advokat: Tvind findes slet ikke

Der er strid om, hvilken magt Mogens Amdi Petersen har haft i Tvind. - Foto: Rasmus Baaner
Der er strid om, hvilken magt Mogens Amdi Petersen har haft i Tvind. - Foto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

Tvind er ene og alene en lokalitet i Jylland. Der er ikke nogen Tvindkoncern, der er ikke nogen central ledelse, ikke noget hovedkontor, hierarkisk magtstruktur eller pengekasse, og Amdi Petersen sidder ikke og dirigerer rundt med andre. Det var det budskab, som forsvaret for Mogens Amdi Petersen og de syv andre tiltalte i Tvindsagen gentog igen og igen og igen onsdag og torsdag i en minutiøs og detaljeret gennemgang af anklagernes materiale. Ingen formel magt De otte personer er tiltalt for skattesvig og bedrageri for op mod 57 millioner kroner ved at have dirigeret penge med skattefradrag fra Tvinds humanitære fond til Tvinds egne selskaber eller direkte til de tiltalte selv. Selv om Mogens Amdi Petersen ikke har haft nogen formel magtposition, mener anklagerne, at han har siddet øverst i en uformel magtstruktur, som reelt har truffet beslutningerne og dirigeret pengene til Tvinds egne kasser i et indviklet og vidtforgrenet system i det, anklagerne kalder Tvindkoncernen. »Men der er ikke noget, der hedder Tvindkoncernen«, sagde den ene af de 12 forsvarere, Jakob Arrevad. »Tvind er en geografisk betegnelse for et sted i Jylland. Skolesamvirket Tvind har været et samarbejde mellem skoler, som ikke eksisterer længere. Og sagen drejer sig ikke om Tvind. Den drejer sig om fonden«, sagde han. Strid om brev Under ransagningen af Tvind har politiet fundet dokumenter, hvor Amdi Petersen skriver, at Tvinds økonomiske midler skal placeres, »så de til enhver tid er tilgængelige for os, at de aldrig er tilgængelige for andre, at de er beskyttet mod tyveri, beskatning og uvedkommende personers snagen«, og han skriver om »hensigten at fastlægge en kroget adgangsvej, hvor kun vi selv har kompas«. Men det er, sagde Jakob Arrevad, det alvorligste eksempel på et fejlcitat fra anklagernes side, idet man skal læse hele brevet. »Han tager netop afstand fra den opbygning, der er lavet. Der er ikke tale om, at konstruere en kroget adgangsvej. Man konstaterer, at den er lavet, og at den er for indviklet«, sagde Jakob Arrevad, mens anklageren, vicestatsadvokat Poul Gade bemærkede, at han havde svært ved at se, at det ændrede på hensigten. Selv om advokat Arrevad brugte næsten syv timer på sin gennemgang og dermed sprængte tidsplanen, nåede han kun at gennemgå 222 af anklagernes 460 punkter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her