Amt føler sig snydt af Falck

Roskilde Amt mener, at Falck bruger for lang tid på ambulancekørslerne og kræver derfor to millioner kroner tilbage. - Foto: Thomas Borberg
Roskilde Amt mener, at Falck bruger for lang tid på ambulancekørslerne og kræver derfor to millioner kroner tilbage. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Roskilde Amt føler sig snydt. En ny opgørelse fra amtet viser, at Falck bruger længere og længere tid på ambulanceturene. Dermed er det blevet dyrere end forventet for amtet at droppe den fastprisaftale, den havde med Falck frem til sommeren 2001. Her blev Falck og Roskilde Amt enige om i stedet at aflønne redningskorpset efter den almindelige taxametermodel, hvor hvert minut og hver kørt kilometer udløser ekstra betaling. Ifølge sundhedsdirektør i Roskilde Amt, Flemming Nielsen, ligger stigningen i Falcks tidsforbrug langt over det, som var forudsætningen for at droppe fastprisaftalen. Derfor vil amtet have kontrakten med Falck genforhandlet og have omkring to millioner kroner tilbage. Det skulle nogenlunde svare til de regninger, amtet mener at have betalt for meget på grund af det øgede tidsforbrug. »Det er en utilfredsstillende situation, vi har med Falck. Hvis Falck fik en fast pris, ville tidsforbruget være ganske anderledes, er jeg sikker på. I øjeblikket har Falck jo ikke noget incitament til at effektivisere driften for Roskilde Amt«, siger sundhedsdirektøren. Amtet har fundet eksempler på, at det har betalt ekstra for værkstedsbesøg og frokostpauser. Generelt mener amtet, at Falck bruger for lang tid på turene. Det private redningskorps bruger i gennemsnit 17 minutter mere på en ambulancetur end Roskilde Brandvæsen, der får en fast årlig pris for sit arbejde i den nordlige del af amtet. Blandt andet derfor er en ambulancetur med Falck over 500 kroner dyrere end med Roskilde Brandvæsen. Ønsker forhandlinger Flemming Nielsen ser gerne, at amtet hurtigst muligt kommer tilbage til den gamle fastprisaftale. Men det private redningskorps er ikke indstillet på hurtige forhandlinger med Roskilde Amt. »Falck har forhandlet en aftale og indgået den. Aftalen kan opsiges med seks måneders varsel og kan derefter genforhandles. Falck genforhandler gerne aftalen, men vi har foreslået, at dette afventer indgåelse af en ny standardaftale med Amtsrådsforeningen«, siger redningsdirektør Allan Søgaard Larsen. Amtsrådsforeningen og Falck forhandler om en ny standardkontrakt, der formentlig skal gælde fra 2004. Aftalen ventes tidligst på plads i løbet af sommeren. Roskilde Amts opgørelse viser, at Falcks forbrug af mandtimer i perioden 1999-2002 steg med 14,2 procent. Alene siden 2001 er forbruget steget med 7,3 procent. Ifølge Falck skyldes stigningen primært, at redderne er blevet bedre uddannede. Men hos Roskilde Brandvæsen er uddannelsesniveauet hævet tilsvarende, uden at forbruget er steget så kraftigt. Amtets sundhedsudvalg mødes 14. april, hvor samarbejdet med Falck er på dagsordenen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her