Sygeplejersker i lægejob

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

Fra på tirsdag kan besøgende på skadestuen på Roskilde Amts Sygehus i Roskilde lige så vel blive behandlet af en sygeplejerske som af en læge - i hvert fald hvis det drejer sig om mindre skader. For få år siden ville et sådant arrangement have været utænkeligt. Men de gamle snævre faggrænser er under opblødning. »Når vi har valgt at uddanne disse nye 'behandlersygeplejersker', skyldes det lige så meget et ønske om at anvende de faglige resurser rigtigt som et spørgsmål om lægemangel. I Roskilde er vi nemlig i øjeblikket ikke hårdt ramt af mangel på læger. Der er tale om et pilotprojekt, som vil blive evalueret efter et år for at se, om det skal gøres permanent«, siger formanden for sundhedsudvalget i Roskilde Amt, Anne Grete Lund Hansen (V) til Politiken. Ifølge Anne Grete Lund Hansen er 60 procent af det daglige arbejde på en skadestue pleje og behandling af mindre sår, flænger og forbrændinger. »Og det arbejde kan lige så godt klares af erfarne sygeplejersker som af læger«, siger Anne Grete Lund Hansen. Hun mener, at sygeplejersker på skadestuen indebærer flere fordele. Kortere ventetid »Ventetiden på skadestuen vil blive kortere, sygeplejerskerne får nye udfordringer, og lægerne kan bruge tiden på de lægeligt mere krævende tilfælde. Samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at både læger og sygeplejersker er eftertragtede grupper. Derfor gælder det om at opbløde skarpe faggrænser og i stedet se på, hvordan vi udnytter de enkelte gruppers evner og kapacitet bedst muligt«, siger Anne Grete Lund Hansen. På Amager Hospital er et tilsvarende koncept foreløbig faldet på gulvet. De 12 sygeplejersker, som siden 2001 er blevet uddannet til behandlersygeplejersker, kræver nemlig mere i løn for at udføre det nye dobbeltarbejde. Hospitalsledelsen har afvist kravet, og det hele er havnet i en faglig konflikt, hvor de 12 nu kun fungerer som normale sygeplejersker. Skal finde pengene Formanden for Dansk Sygeplejeråd i Hovedstaden, Vibeke Westh, siger til JP København: »Hvis ledelsen vil have ordningen til at fortsætte, så forventer jeg også, at man kan finde pengene. Det er jo ærgerligt at lukke et fremragende initiativ ned, som har været til gavn for patienterne«. Også i Århus Amt nedbrydes faggrænsen mellem læger og sygeplejersker. Fra 1. juni skal borgerne ikke længere tage direkte på skadestuen, men skal først igennem en telefonsluse, som betjenes af 70 specielt uddannede skadestuesygeplejersker. De nye telefonsluser skal efter planen frasortere 20.000 unødvendige henvendelser om året til skadestuerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her