Farlige hormonstoffer i slam

Lyt til artiklen

Når fjernsyn, computere og anden elektronikskrot bliver gammelt, havner det på lossepladsen. Men herfra fortsætter det med at lække de sundhedsskadelige bromerede flammehæmmere fra kabinetterne. Det viser to undersøgelser fra Sverige og Norge. I Sverige har forskere på Lunds Universitet målt, at indholdet af bromerede flammehæmmere i jorden omkring Sysavs Ätervinningscentral er fem gange højere end jord fra prøver en kilometer væk. Og i Norge har Statens Forurensningstilsyn fundet rester af bromerede flammehæmmere i udsivende vand fra alle landets lossepladser. De bromerede flammehæmmere er en måde at forhindre elektronikken i at bryde i brand på, når apparaterne er tændt, men stofferne kan give hormonforstyrrelser hos dyr og formentlig også mennesker - og findes i stadig større koncentrationer. Ifølge undersøgelser indeholder svenske kvinders brystmælk for eksempel 40 gange mere bromerede flammehæmmere end for 25 år siden. Planer om forbud Fundene ved lossepladserne har sat yderligere skub i Sveriges og Norges planer om brede nationale forbud mod bromerede flammehæmmere, men den danske Miljøstyrelse mener ikke, at fundene er alarmerende. Koncentrationerne er efter styrelsens opfattelse relativt små, og de danske lossepladser har membraner underneden, der sikrer, at udsivende vand opsamles og sendes til rensning. »Desuden binder de bromerede flammehæmmere så hårdt til jorden, at det er meget usandsynligt, at de går i korn eller grundvand«, siger Svend Erik Jepsen, specialkonsulent i Miljøstyrelsen. »Så fundet af stofferne hos mennesker skyldes ikke, at de vandrer via lossepladsslam. Den skyldes efter alt at dømme, at de fordamper ud af elektronik, for eksempel de computere du og jeg sidder ved. Og det er derfor, at vi sætter ind på det område«, tilføjer han. Danmark fik under EU-formandskabet gennemført et forbud mod to af de farligste bromerede flammehæmmere, og EU vedtog i efteråret regler om, at producenter skal tage elektronisk affald tilbage. De værste syndere Men Forbrugerrådet og flere andre organisationer mener, at myndighederne bør gå endnu længere. »De fleste elektroniske produkter kommer udefra, så der skal mere international regulering til. Men samtidig bør de danske myndigheder optrappe indsatsen, blandt andet for at sikre et marked med produkter uden bromerede flammehæmmere«, siger Mette Boye, miljø- og sundhedsmedarbejder i Forbrugerrådet, der mener, at bromerede flammehæmmere vil blive et af de helt store problemer de kommende år. Underdirektør i Miljøstyrelsen Helge Andreassen er ikke enig: »Bromerede flammehæmmere er måske snarere et af de steder, hvor vi har nået at fange de værste syndere, inden der er sket stor skade - i modsætning til for eksempel pcb, som har været meget mere anvendt, og som vi stadig ser eftervirkninger af, selv om det blev forbudt tilbage i 1970'erne«, siger han. Den sikre liste Blandt andet derfor ønsker Danmark i modsætning til Sverige og Norge ikke at gå længere end EU på området. Og der er ikke planer om kampagner for at oplyse forbrugerne om alternativerne på markedet. Til gengæld har Danmarks Naturfredningsforening, Det Økologiske Råd og det tidligere Grøn Information (nu Informationscenter for Miljø & Sundhed) udarbejdet en liste over elektronik uden bromerede flammehæmmere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her