Mødregruppe på barrikaderne

Lyt til artiklen

Det er godt at bytte bekymringer i en mødregruppe, men det skaffer ikke de små en plads i vuggestuen. Derfor har en mødregruppe på fire på Østerbro taget barnevognen i den anden hånd og kalder i eftermiddag til demonstration på Rådhuspladsen i København i et forsøg på at råbe politikerne inde bag den tunge hoveddør op. »Vi er simpelthen trætte af den situation, hvor vi helt akut overhovedet ikke kan få besked på noget som helst på pladsanvisningen, og lidt mere overordnet er det meget frustrerende med den meget lange ventetid på en institutionsplads«, siger en af de fire mødre, Mette Sofie Haulrich, som netop har fået vuggestueplads til sin søn på 17 måneder. I det øvrige land er reglen, at kommunerne leverer børnepasning efter seks måneder. Med løbesedler og opslag i butikker, biografer og på legepladser har mødrene kaldt til samling og til lejligheden begået et vredt brev til familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF). Det akutte kaos på plads-anvisningen i København er opstået, fordi kommunen har indført et nyt ventelisteprincip, der skulle give forældrene mere klarhed over den konkrete ventetid til netop de to institutioner, de er skrevet op til. Men omlægningen betyder, at alle ventende forældre skal skrives op én gang til, og det har betydet fysisk og telefonisk tumult på den centrale pladsanvisning. Krav om klar besked »Det er håbløst, at man hverken kan komme igennem eller få klar besked på, hvor man står«, siger Mette Sofie Haulrich, som heller ikke fatter, hvorfor kommunens mere langsigtede planlægning ikke er kommet på højde med børnetallet. »Kommunen ved jo, hvor mange børn, der er født. Hvor svært kan det være at skaffe de institutionspladser«, spørger hun. Også børnene har begået et brev til politikerne på Københavns Rådhus med de samme beklagende toner, og det vil sammen med den voksne vrede blive afleveret i Rådhushallen under afsyngelse af den voksne børnesang »Når min far kommer hjem, så er min mor lige gået«. »For det er jo nøjagtig sådan, børnefamilierne i København er nødt til at indrette sig, fordi kommunen ikke kan skaffe den børnepasning, den efter loven er forpligtet til«, siger Mette Sofie Haulrich.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her