Danske hjælpeorganisationer har siden krigen begyndte natten til torsdag samlet næsten en halv million kroner ind til fordel for Irakkrigens ofre. I går havde Dansk Røde Kors fået 350.000 kroner i kassen, skriver gratisavisen metroXpress. »Det er en vældig flot start, når man tænker på, at indsamlingen kun lige er gået i gang,« siger pressechef Helge Kvam til avisen. Pengene skal blandt andet bruges til medicin og udstyr til at behandle sårede for krigshandlingerne i Irak. Indsamling til flygtninge og børn Også Dansk Flygtningehjælp, Unicef Danmark, Red Barnet, Læger Uden Grænser, Caritas Danmark og Folkekirkens Nødhjælp har slået sig sammen om at samle ind til flygtninge og Iraks 11 millioner børn, der efter 12 års sanktioner er underernærede og svækkede. Ifølge Unicef Danmarks informationschef, Susanne Neertoft, havde organisationerne i går fået cirka 100.000 kroner ind. »Vi håber på meget mere de kommende dage. Desværre skal der som regel lig på bordet, før der for alvor sker noget,« siger hun.
Danskere samler ind til krigens ofre
Lyt til artiklen