Et fly i Københavns Lufthavn kommer i isolation, efter at en lille dreng viser tegn på at være ramt af lungesygdommen SARS. Flyet fra British Airways kom fra Singapore via London. Der er 140 personer om bord, oplyser politiet. Da en lille dreng i British Airways-flyet blev skidt tilpas, slog piloten alarm til flykontrollen. Et lægehold fra Akutmedicinsk afdeling på sygehuset i Glostrup er tilkaldt, flyet er dirigeret til en afsides del af lufthavnen. Passagerne skal blive siddende i flyet, indtil lægerne har undersøgt barnet. WHO slog alarm FN's sundhedsorganisation WHO slog i sidste weekend alarm og advarede om sygdommen som en 'verdensomspændende helbredstrussel'. Siden er mindst 14 mennesker forskellige steder i verden døde af den meget smitsomme sygdom og over 300 smittet ifølge WHO's tal. De første tilfælde blev konstateret i Kina i februar. Siden er folk døde af sygdommen så forskellige steder i verden som Taiwan, Malaysia, Canada og den tyske by Frankfurt. WHO opfordrer rejsende til Kina, Hong Kong og Vietnam og Singapore til at få et særligt helbredstjek, inden de rejser, og til at blive hjemme, hvis de ikke føler sig helt raske.
Fly isoleret i Kastrup pga. SARS-mistanke
Lyt til artiklen