Indsats mod narkodødsfald for dårlig

Lyt til artiklen

Sat på spidsen kunne et godt råd til danske narkomaner lyde: Tag til Holland eller Tyskland, hvis du ikke vil dø af en overdosis. En ny undersøgelse af overdosisdødstallene i fire europæiske storbyer viser nemlig, at narkomanerne i København sammenlignet med Amsterdam og Frankfurt oftere bliver forgiftet og dør af stoffer. Endnu værre i Oslo Trods et svagt fald siden 1997 er antallet af overdosisdødsfald dobbelt så højt i København som Frankfurt og Amsterdam. En lille og ringe trøst er, at det står endnu værre til i Oslo. Her er antallet af dødsforgiftede misbrugere eksploderet. »Vi bevæger os i den rigtige retning, men vi er slet ikke på Amsterdams og Frankfurts niveau, hvor dødstallene er rutsjet ned«, siger Mette Harbo fra Embedslægeinstitutionen i København, der har stået for den danske del af undersøgelsen. Rapporten har flere forklaringer på dødskurvernes stigning og fald. Den påviser først og fremmest en klar sammenhæng mellem lave dødstal og byer, der systematisk har grebet ind over for problemet. I Amsterdam og Frankfurt har man haft en stor og koordineret indsats mellem behandlere, politi og politikere. For eksempel fjernede man i Frankfurt i 1988 målrettet misbrugerne fra centrale pladser, etablerede samtidig bredere behandlingstilbud og åbnede alternative opholdssteder for misbrugere. I løbet af seks år faldt overdosisdødsfaldene fra 150 til 20 årligt. Farlige pladser Rapporten fastlår også, at pladser, hvor narkomanerne køber, deler og fixer i klynger, som for eksempel på Vesterbro, tilsyneladende er dødsensfarlige. »Det er ikke godt for dødeligheden. Det er det værste af det værste, der reproducerer sig selv. Derfor er det godt at sprede narkomanerne. Men det kræver, at man har et alternativ, hvor de kan få omsorg og vejledning«, siger Mette Harbo. Misbrugernes måde at omgås stofferne på spiller også ind. De høje dødstal i Oslo og København skyldes nemlig også, at narkomanerne her sprøjter sig med stoffet og typisk blander heroin med amfetamin og ketogan. »Man dør af at injicere stoffer og i endnu højere grad, hvis man blander heroin med andre stoffer eller alkohol. Derimod er det næsten umuligt at ryge sig til en overdosis, man falder i søvn inden. Amsterdam har en rygekultur, hvilket er med til at holde antallet af dødsfald nede«, siger Mette Harbo. Fixerum hjælper ikke Til gengæld konkluderer rapporten, at de meget omdiskuterede fixerum ikke har stor indflydelse på dødstallene. I Frankfurt og Amsterdam skete faldet i antallet af dødsfald, før man etablerede fixerum. At de københavnske dødstal ikke på noget tidspunkt har ligget så højt som i andre storbyer, skyldes formodentligt, at vi herhjemme er flittige med at uddele metadon. Det er godt, men bør i højere grad følges op af andre initiativer, som man for eksempel ser det i Holland og Tyskland, mener Mette Harbo: »I Danmark er det nemt at komme i metadonbehandling, til gengæld er vi ikke gode til at støtte socialt op omkring misbrugerne. Tyskland og Holland gør utroligt meget for at integrere misbrugerne på arbejdsmarkedet, man har også flere afvænningsprogrammer i fængslerne og støtter misbrugerne i længere tid«. Manglende debat Rapporten peger også på, at byer, hvor narkomanernes leve- og dødsvilkår har stået højt på den politiske dagsorden, har haft større held med at nedbringe dødstallene. Både dansk politi og behandlere påpeger i rapporten, at de savner klare tilkendegivelser fra politisk side. Familie- og arbejdsmarkedsborgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), er enig i, at der har manglet debat. »Vi har jo netop forsøgt at få den startet ved at foreslå fixerum. Det er der ikke vilje til fra landspolitisk side, men i stedet etablerer vi nu flere sundhedsfremmende kontaktsteder for at styrke den psykosociale indsats. Samtidig har vi haft gode resultater med at få misbrugere ud på arbejdsmarkedet, så jeg tror, vi bevæger os i den rigtige retning«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her