Det krævede overtalelse på et møde i Venstres folketingsgruppe at få Venstres gruppeformand, Christian Mejdahl, til at stille op til posten som formand for Folketinget. Han vil nu søge bred politisk opbakning til sit kandidatur. »Udfaldet er blevet det, at jeg er blevet foreslået som kandidat til formandsposten i Folketinget af Venstres folketingsgruppe, og nu vil jeg gå videre til valgforbundet og de øvrige partier med henblik på at søge tilslutning til mit kandidatur«, sagde Christian Mejdahl til Ritzau. Overtalt af Anders Fogh »Jeg skal være ærlig at tilstå, at det har krævet lidt overtalelse. Som alle ved, er Christian et beskedent menneske, og han har villet tænke grundigt over, om han ville påtage sig hvervet. Men jeg var glad for, at han meldte tilbage, at det ville han«, sagde Anders Fogh Rasmussen til Ritzau, da han kom ud fra gruppemødet. Statsministeren betegnede Christian Mejdahl som 'meget flittig, reel og retskaffen', 'og han nyder bred respekt i Folktinget', tilføjede han. Mejdahl blev enstemmigt indstillet posten og akkompagneret af over et halvt minuts klapsalver. Det ventes nu, at det bliver et enigt folketing, der på tirsdag vælger Mejdahl som ny folketingsformand. DF støtter Mejdahl Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, siger, at hans folketingsgruppe nu vil indstille Christian Mejdahl til posten som formand for Folketinget. »Det vil vi gøre for, at der ikke skal være nogen som helst tvivl om vores opbakning til Christian Mejdahl. Vi har altid kendt ham som et rigtig, rigtig godt og hæderligt menneske, og et menneske, der sætter samarbejdet overalt«, siger Thulesen Dahl til Ritzau. Han tilføjer, at enstemmig opbakning til Mejdahl vil give Venstremanden 'den rette pondus til at få det præsidium til at fungere, og det er nødvendigt i den nuværende situation'. Ingen kandidat fra S Fungerende folketingsformand, Svend Auken (S), bakker op om Mejdahl og afviser selv at stille op til posten: »Holdningen i oppositionen er, at det ikke er os, der skal stille med kandidater, men regeringen, der har flertallet sammen med Dansk Folkeparti«, siger Auken til DR. Ansøgningsfristen for nye kandidater til posten er mandag den 17. marts. Dagen efter stemmer samtlige 179 medlemmer af Folketinget om den nye formand.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























