Den planlagte afsendelse af krigsskibet Olfert Fischer fra Flådestation Korsør til Middelhavet fredag eftermiddag risikerer at udvikle sig til en større demonstration mod krig. Foreningen Globale Rødder, der tidligere har markeret sig under det danske EU-formandskab og en række fredsdemonstrationer, har annonceret sin ankomst til Korsør i løbet af fredagen for at protestere mod dansk krigsdeltagelse i Irak. »Vi opfordrer folk til at møde op og bruge deres fantasi til at forhindre krigsdeltagelsen og vise deres modstand. Protesterne er ikkevoldelige«, skriver Globale Rødder på deres hjemmeside. Globale Rødder har arrangeret busafgange fredag formiddag fra København og håber at samle et par hundrede demonstranter for at forhindre Olfert Fischer i at lægge fra kaj planmæssigt klokken 13.50 efter en militærparade og en afskedsceremoni med familie og pårørende.
Græsrødder i protest mod Olfert Fischer
Lyt til artiklen