I dag er det kun gravide kvinder over 35 år og kvinder med særlige arvelige sygdomme, der får tilbudt en moderkagebiopsi eller en fostervandsprøve. De kriterier skal væk. I stedet skal alle gravide kvinder, unge som ældre, raske som syge, have foretaget en såkaldt risikovurdering, der kan afsløre, om fostret lider af en kromosomsygdom, primært mongolisme. Forslag fremlægges tirsdag Vurderingen vil bygge på en nakkefoldsskanning af fostret og en såkaldt double-test på moderens blod. Sådan lyder et af de mest vidtgående forslag, som en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen vil fremlægge tirsdag, erfarer Politiken. Arbejdsgruppen har i flere år arbejdet på at ændre de nuværende regler for fosterdiagnostik. En af landets førende skanningseksperter, overlæge Niels Uldbjerg fra Skejby Sygehus, har siddet med i arbejdsgruppen. Han vil ikke kommentere Politikens oplysninger, men siger, at en generel landsdækkende screening af alle gravide er »det eneste fornuftige«. »Vi har screenet for mongolisme i 25 år, men kun blandt kvinder over 35 år. Personligt finder jeg det uetisk at bruge et alderskriterium«, siger Niels Uldbjerg. Skejby er i gang På Skejby Sygehus er man allerede i fuld gang med at indføre screening af alle, oplyser Niels Uldbjerg. Den helt store gevinst, mener han, er, at antallet af spontane aborter som følge af fostervandsprøver og moderkagebiopsier falder til det halve, fordi prøverne kun foretages på kvinder i risikogruppen og ikke på alle kvinder over 35 år. Det argument er godt, erkender landsforeningen Downs Syndrom, men ikke godt nok. For med en automatisk screening, vælger samfundet at frasortere én bestemt gruppe mennesker. »Vi føler os ikke overbevist om, at mennesker med Downs Syndrom ikke har ret til at leve. Men hvis det er det, Danmark ønsker, så kræver det en grundig diskussion i befolkningen og i Folketinget og ikke en teknisk løsning på embedsmandsniveau«, siger formanden Kitt Boel, som understreger, at hun ikke har set de nye anbefalinger endnu. Formanden for arbejdsgruppen, afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen Peter Saugmann-Jensen, ønsker ikke at kommentere sagen før offentliggørelsen tirsdag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























