Venstre sidder med nøglen til formandsposten

Lyt til artiklen

Venstre afgør, hvem Folketinget i næste uge vælger som ny formand, og det mest sandsynlige er, at Venstre som Folketingets største parti selv går efter at besætte den attraktive og prestigefyldte post. De øvrige partier forventer, at Venstre kommer med en kandidat, der kan vælges i enighed. »Jeg håber, at vi i næste uge kan samles om en formand, som er bredt respekteret i Folketinget«, siger Socialdemokratiets gruppeformand Pia Gjellerup. Initiativet hos regeringen S vil ikke selv stille med en kandidat. Samme indstilling har de øvrige partier. Initiativet ligger hos regeringspartierne, som sammen med Dansk Folkeparti har flertallet. Ved formandsvalg er der ikke tradition for kampvalg, når udfaldet alligevel er givet på forhånd. Med mindre flertallet stiller med en kandidat, der er helt uspiselig for mindretallet. Skal have bred opbakning Venstre er meget opmærksom på, at den nye formand skal have bred opbakning. Især efter den seneste tids strid i præsidiet om takt og tone og Ivar Hansens pludselige død, som i går sendte chokbølger igennem Christiansborg. »På baggrund af omstændighederne skylder vi Folketinget at stille med en kandidat, der kan samle bredt«, siger Venstres gruppeformand Christian Mejdahl, der betegner det som »naturligt«, at hans parti besætter posten. To Venstre-navne Den 63-årige Mejdahl selv nævnes som den mest oplagte kandidat til formandsposten. »Det har jeg ingen kommentarer til. Så langt er vi slet ikke«, sagde Mejdahl tirsdag. Også statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviste tirsdag at forholde sig til spørgsmålet om Ivar Hansens afløser. »Jeg har slet ikke været inde i de overvejelser. Den beslutning skal træffes i Folketinget, og jeg synes heller ikke, at det vil være passende i respekt for afdøde at starte de overvejelser i dag«, sagde Fogh på sit ugentlige pressemøde tirsdag. Mejdahl svær at undvære for Fogh Imod Mejdahl taler, at det kan være svært for Anders Fogh Rasmussen at undvære ham som rutineret og respekteret formand for Venstres folketingsgruppe. Også fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) nævnes som en mulighed. Både hun og Mejdahl vil kunne samle bred tilslutning i Folketinget. Valg af Boel udløser rokade Hvis valget falder på den 59-årige Mariann Fischer Boel, ventes Fogh at erstatte hende med et af de unge talenter i folketingsgruppen. Til gengæld åbner statsministeren næppe for en større regeringsrokade, for det kan han ikke gøre uden at tage stilling til finansminister Thor Pedersen (V). Laver Fogh en større rokade uden at fyre sin omstridte finansminister, giver han dermed Thor Pedersen et styrket mandat. På den anden side vil det være svært at fyre Thor Pedersen, før de forskellige Farum-undersøgelser er færdige og lige op til vanskelige politiske forhandlinger om skat, kommuneaftaler og finanslov. Kirkegaard og Helveg Også den konservative gruppeformand Knud Kirkegaard nævnes. Han er dog ikke så bredt respekteret som de to Venstre-navne og vil få sværere ved at samle et enigt folketing bag sig. En mulig dark horse er tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). Han har i mange år drømt om at afslutte sin lange politiske karriere i formandsstolen og vil kunne få bred opbakning. Valg af Helveg skubber Auken ud Den 64-årige Helveg kan kommer i spil, hvis V ikke selv kan finde en kandidat, og hvis V-toppen samtidig kan se en politisk fordel i en gestus overfor det lille midterparti. Skulle Helveg få posten, vil det betyde, at SFs Margrete Auken ryger ud af præsidiet. Valget af formand og næstformand sker på tirsdag. Hvis Venstre selv stiller med en formand, står de fire næstformænd - Svend Auken (S), Poul Nødgaard (DF), Kaj Ikast (K) og Margrete Auken (SF) - til at blive genvalgt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her