Amerikansk støtte til pizzamand

Lyt til artiklen

Den kommende weekend er den første store turistweekend på Fanø i år, så udlejere og turistarrangører har haft travlt med at dæmpe gemytterne i Den Store Pizzakrig. Samtidig slæber landposten venlige breve med til pizzamanden, der har startet al balladen. Op ad morgenen, når Niels Aage Bjerre har sat vand over til kaffe i sit lille pizzeria midt i Nordby på Fanø, når landposten til Aages Pizzeria på hjørnet. Her kan han i disse dage nærmest tømme sin taske. På de seneste to dage har der været 47 håndskrevne breve bare fra USA. Fra Tennessee, fra Georgia, fra Virginia, Texas og Washington strømmer taksigelserne ind: »God bless you and your family«, skriver Merlinda, Florida, der har hørt et interview med Aage på en amerikansk radiostation. »Many thanks, friend«, lyder det fra Georgia, og Tennessee bidrager med et stort amerikansk flag, nogle sammenlignende studier mellem Saddam og Hitler og en varm tak til Aage for hans »banning all French and Germans from the shop«. Protest mod forræderi Pizza-Aage erkender blankt, at han aldrig havde forestillet sig, hvilket cirkus han rejste, da han for en uges tid siden gjorde alvor af sin ide om at protestere imod Frankrigs og Tysklands »forræderi imod USA«. Med to små skilte på hoveddøren forkynder Aage i piktogramform, at rød-blå-hvide eller sort-gul-røde er uønskede i butikken. To andre piktogrammer på døren viser, at Aage opfatter hunde og rygere på linje med gæster fra de to krigsskyende republikker. Med sin skiltning har Niels-Aage Bjerre blottet den mest sårbare flanke, man kan tænke sig på en ø, hvor 60 procent af turisterne er tyske, 'Preisen' og 'Öffnungszeiten' er normaldansk i de fleste måneder af året, og selv amerikanske McDonald's på en plakat på færgen byder velkommen med et: »Liebe Touristen«. Pizza-Aage har ikke bare erklæret Tyskland og Frankrig, men også Fanøs Turist- og Erhvervsforening krig. Pizzaen er kastet, og siden har der ikke været nogen vej tilbage. Ikke at Niels-Aage Bjerre fortryder. »Amerikanerne befriede Europa i Anden Verdenskrig og hjalp med penge. Nu er det pay-back-time, og jeg gider s'gu ikke lave mad til dem, der ikke stiller op«, siger Niels Aage Bjerre, der godt kan se, at han også rammer sin egen omsætning, men »holdninger betyder mere for mig end økonomi«. I øvrigt kan han trøste sig med, at der er en del amerikanere, der har lovet at kigge forbi på vej til Rebild til sommer. Forbandes af fanikker Den sigtelse for overtrædelse af racismeparagraffen, som Niels-Aage Bjerre har indkasseret, kan han ikke følge: »Hvis jeg havde sagt et eller andet, som kunne berettige til, at jeg fik skyld for racisme - for eksempel imod somaliere eller irakere - så ville jeg virkelig være ked af det. Men det her er jo en politisk protest imod noget aktuelt«, siger pizzamanden, der nok velsignes af amerikanere - men forbandes af fanikker. »Jeg hilser ikke på ham, hvis jeg møder ham«, siger således øens turistchef, Birthe Elstrøm, der sidste uge modtog og besvarede over 100 mail og breve fra vrede tyskere, og øens største sommerhusudlejer, Claus Thyssen fra Danibo, er færdig med at uddele reklamefoldere for pizzeriaet til sine sommerhusgæster. Omvendt roser en lokal handlende pizzamanden for hans mod. En af årets første turister, Joachim Müller, hørte først om affæren, da han tilfældigt ringede til sin søn i San Fransisco i søndags. I røret fra USA lød det måbende: »Til Fanø!? Det er da der, tyskere ikke er velkomne«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her