Urolige børn, der forstyrrer undervisningen, er et stort problem i folkeskolen. Lærerne er bange for at udvise autoritet, siger professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitet til Berlingske Tidende. Han vil have disciplinen tilbage i folkeskolen. Derfor foreslår professoren, at det bliver muligt at indføre sanktioner overfor de urolige elever. »Det kunne være man ikke kommer med på ekskursion eller lejrskole«, siger Niels Egelund til Radioavisen. Niels Egelund mener, at Danmark er et af de lande, hvor den antiautoritære 68-pædagogik har betydet mest for adfærden i folkeskolen. Skolen har forsømt at lære eleverne almindelige regler for opførsel, og det giver alt for mange afbræk i timerne. Erkender problem Danmarks Lærerforening er enige i, at uro i klasserne er et stort problem, men mener ikke nødvendigvis, at disciplin løser problemerne. »Vi skal vise respekt for børnene, og derfor forlanger vi også at blive mødt med respekt, siger Anders Bondo«, formand for Danmarks Lærerforening. Formanden for Folkeskoleelevernes Landsorganisation, FLO, er enig i, at uro i klassen er et problem. Formanden, Martin Justesen, mener, at løsningen er at opstille klare regler, placere ansvar og ikke være bange for at sige, når noget er elevens skyld. »Vi bryder os ikke om at kalde det disciplin«, siger Martin Justesen til Ritzaus Bureau. Netop disciplin er, hvad professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet, efterlyser i en ny bog. Martin Justesen, elevernes formand, vender sig mod, hvad han kalder »la la pædagogik« og påpeger, at meget kan tages i opløbet, hvis der er klare regler i skolen, lige som der er tydelige regler i det øvrige samfund. Læreren må ikke mobbe Læreren skal tale direkte med den enkelte elev og forklare, hvorfor det for eksempel ødelægger undervisningen, når eleven kommer for sent. Derimod skal læreren ikke gøre grin med eleven over for hele klassen, så eleven bliver provokeret til yderligere at forstyrre undervisningen for at vise sig over for klassen, mener Martin Justesen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























