Forskere: Vitaminpiller virker

Lyt til artiklen

Den er lille, nem at spise og koster ikke alverden. Vitaminpillen. Men hjælper den nu også? Det spørgsmål har en gruppe amerikanske forskere besluttet sig for at opklare, og i tidsskriftet Annals of Internal Medicine står svaret nu at læse: Ja - i hvert fald for nogle mennesker. Det er mennesker med type 2-diabetes, tidligere benævnt gammelmandssukkersyge og en af de hurtigst voksende patientgrupper i verden, forskerne fra North Carolina har fokuseret på. Snydepille gav klart billede Efter at have givet de 130 deltagere enten en snydepille eller en vitamin-mineralpille hver dag i et år, tegnede der sig et meget klart billede af, hvem der fik fornøjelse af pillen - type 2-diabetikere i alderen 45-64 år. Gevinsten var betragtelig. Blandt de diabetikere, der fik en virkningsløs snydepille, kunne 93 pct. rapportere en eller flere infektioner i årets løb. Men i vitaminspisergruppen var tallet blot 17 pct. Selv den forsigtigste videnskabsmand vil kalde den forskel for markant. »Når denne undersøgelse i så markant grad kan forebygge infektioner hos personer med diabetes 2, skyldes det nok, at disse mennesker løber en særligt høj risiko for at have en såkaldt subklinisk mangel på både vitaminer og mineraler, også fordi kroppen på grund af sukkersygen har et øget behov. Selv om de måske ikke har egentlige mangelsymptomer, er deres immunforsvar blevet svækket over for infektioner«, siger læge Jerk W. Langer, medlem af regeringens arbejdsgruppe for kosttilskud. Gode spisevaner Ifølge Jerk W. Langer antager man, at op mod halvdelen af alle voksne danskere tager en daglig vitaminpille, især om vinteren. »Men vi ved faktisk ikke ret meget om, hvorvidt det overhovedet hjælper i øvrigt raske mennesker, der blot spiser rimeligt fornuftigt. Næsten ingen danskere er i egentlig vitaminmangel. Men meget tyder på, at vi trods fornuftige spisevaner ligger i underkanten med eksempelvis B-vitaminet folinsyre og D-vitamin, og at det kan være med til at fremkalde blodpropper og knogleskørhed. Og selv en let vitaminmangel kan svække immunforsvaret og dermed føre til infektioner, f.eks. hyppige forkølelser«, påpeger han. Forskerne, hvis finansielle støtte til projektet i parentes bemærket er kommet fra en uafhængig velgørende fond, mener deres undersøgelse kan få store konsekvenser. De peger på, at luftvejsinfektioner og influenzaagtig sygdom er uhyre almindelige og tegner sig for en stor andel af de tabte arbejdsdage i den industrialiserede verden. »Hvis vore resultater kan bekræftes af en større undersøgelse, kan en vidtspredt indførelse af denne form for forebyggelse få en massiv økonomisk effekt og kunne lette byrden af lidelser i vort samfund«, skriver de.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her