»Uden for dette lokale opfattes I som småfornærmede og forkælede mennesker, der altid stiller nye krav om penge«. Videnskabsminister Helge Sander (V) valgte at skrotte sin planlagte tale og i stedet give forskerverdenen en opsang, da han mandag talte på Forskningsforums årsmøde. Forskningsforum, der er toporganet i den statslige forskningsrådgivning, havde inviteret til en dag med fokus på forskningsledelse. Pengesnak dominerede Men fra morgenstunden var det diskussionen om penge, der dominerede. »Der er ingen tvivl om, at vidensamfundet kræver investeringer. Og i Europa er det stadig sådan, at man kun investerer i forskning, når det går godt. Men på den måde bliver Europa aldrig nummer et«, sagde Forskningsforums formand, Jørgen Søndergaard i sin åbningstale og understregede, at det vigtigste var at uddanne flere forskere. På kanten af pension »Vi skal bruge 8.000-10.000 flere forskere inden 2010. Og vi står på kanten til at pensionere mange fra de store årgange. Syv år er meget kort tid i det perspektiv«, sagde Jørgen Søndergaard. Sander: I kræver og kræver Men så valgte ministeren at lægge sin velforberedte tale til side og give svar på tiltale til deltagerne i Eigtveds Pakhus: »Jeg er meget betænkelig ved den tendens, der er til bare at kræve flere penge. Vi her i salen er formentlig enige om, at vi gerne vil have flere penge til forskning og udvikling. Ikke for forskningens skyld, men for samfundets. Men skal vi have det, må vi i fællesskab lægge os i selen for at overbevise folk uden for dette lokale om, at det er en god ide. I må hjælpe«, sagde Helge Sander. Quiz og festival Han foreslog en række tiltag fra en 'Forskningens Dag', over en videnskabsquiz til festival for videnskabsfilm, der skal gøre 'almindelige' mennesker mere velvilligt stemt over for forskningen. Opfordringen blev modtaget venligt, men reddede ikke ministeren fri for kontant kritik af regeringens forslag til en struktur for de råd og komiteer, der uddeler offentlige forskningsmidler til danske forskere. Mere bureaukrati efter reform Reformen, der skulle være en forenkling af systemet, blev beskyldt for reelt at være mere bureaukratisk. »Jeg havde en idé om, at det skulle vise sig at blive lidt enklere med det nye systen, men det ender med, at vi får endnu flere råd og nævn«, sagde forskningsdirektør i Danisco Leif Kjærgaard. Kritik af modellen Formanden for Forskningsforum, Jørgen Søndergaard, stemte i: »Vi ville gerne have haft det hele samlet under én bestyrelse. En opsplittet model, som man har valgt, passer dårligt med målene om at man skal skabe mere samspil mellem aktørerne«, sagde han. Sander afviser kritikken Helge Sander afviste kritikken. »Jeg mener virkelig, at vi har gjort det enklere. Vi havde også tanken, om vi skulle lave et system med et enkelt råd, men det har de gjort i Norge uden den store succes«, sagde Helge Sander.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























