Regeringen vil ikke øge åbenheden om den danske fange på Cuba og give Folketinget mere detaljerede oplysninger om manden. Det fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag med henvisning til, at fangens identitet er omfattet af reglerne for personfølsomme oplysninger. »Oplysningerne er derfor behæftet med tavshedspligt, som regeringen naturligvis må respektere«, sagde han og oplyste samtidig, at fangens familie ikke ønsker offentliggørelse. DF: Regeringen er rådvild Oppositionen mener dog ikke, at argumentationen holder. Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, beskylder regeringen for rådvildhed. »Det er mere bekvemt for regeringen at skubbe denne sag ind under Kontroludvalget, fordi regeringen ikke ved, hvordan den skal håndtere sagen«, siger hun. 'Kan ikke se, hvorfor sagen skal være så hemmelig' Hun henviser til, at Kontroludvalget er underlagt streng tavshedspligt og kun består af medlemmer fra de fem største partier. »Jeg kan ikke se, hvorfor den skal være så hemmelig. Sagen er trukket ud i over et år, og nu bør vi få at vide, hvem manden er, og hvad amerikanerne mener, de har på ham. Det skal ikke være familien, der skal afgøre, om sagen skal være hemmelig eller ej. Hvis man tænker den slags hensyn ind, vil der være mange sager, man ikke kan få noget at vide om«, siger Pia Kjærsgaard, der selv sidder i Kontroludvalget. SF enig med DF SF's medlem af Kontroludvalget, Anne Baastrup, er enig: »I Kontroludvalget får vi blot en orientering. Vi forfølger ikke de konkrete sager, og derfor ville det være bedre, at en sag om den danske fange på Guantánamo-basen kørte i Udenrigspolitisk Nævn eller Retsudvalget«. Juridisk undren Også de juridiske eksperter undrer sig over regeringen s hemmelighedskræmmeri. »Jeg er enig i, at man skal beskytte ham og hans familie, men det hensyn kan ikke tale imod, at man offentligt forklarer, hvad man gør for at varetage hans interesser. Jeg kan heller ikke se, at regeringen overtræder sin tavshedspligt, hvis den orienterer Udenrigspolitisk Nævn eller et andet folketingsudvalg detaljeret om sagen. Man kan så af hensyn til manden og hans familie tilbageholde hans navn eller på anden måde give udvalget tavshedspålæg«, siger professor i menneskeret ved Aarhus Universitet, Jens Vedsted Hansen. Pligt til at informere Professor i folkeret ved Københavns Universitet, Ole Espersen, mener også, at mandens identitet er irrelevant, men at regeringen har pligt til at informere om, hvad den foretager sig for at sikre, at han bliver behandlet i overensstemmelse med de internationale konventioner. »Der er en offentlig interesse i at vide, hvad der sker, og hvordan regeringen søger at beskytte den danske fange. Folketinget skal have mulighed for at sikre, at han får samme behandling, som enhver anden statsborger kan forvente at få«, siger Ole Espersen. Svensk åbenhed Han henviser til den svenske udenrigsminister Anna Lindh, der i detaljer har redegjort for den svenske regerings skridt over for USA. Også Sverige har en fange på Guantánamo. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) afviser alle beskyldninger om, at Udenrigsministeriet svigter den danske statsborger. Per Stig: Seriøs debat med USA I et debatindlæg i Politiken onsdag skriver Per Stig Møller, at Udenrigsministeriet er i »seriøs dialog« med USA, og at han selv i december sidste år drøftede sagen med den amerikanske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz. »USA har oplyst over for os, at tilbageholdte vil kunne frigives, hvis de fortæller, hvad de ved om terrornetværket, og hvis de ikke udgør en fortsat sikkerhedsrisiko«, skriver Per Stig Møller. Afviser at tale med Politiken Politiken ville godt have spurgt Per Stig Møller, om hans indlæg betyder, at regeringen billiger, at USA indespærrer folk og fratager dem deres rettigheder, når det handler om terror. Udenrigsministeren ønskede dog ikke at tale med Politiken om sagen. Forespørgselsdebat Enhedslisten rejser nu en forespørgselsdebat til udenrigsministeren, hvor partiet vil forsøge at få så mange partier som muligt til at kritisere, at Danmark ikke officielt - i modsætning til Sverige - har kritiseret USA for behandlingen af fangerne på Guantánamo-basen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























