Politiets efterforskning af fup i flygtningesager tvinger Vestre Landsret til at udskyde en stort anlagt retssag om 300 Kosova-flygtninges ret til opholdstilladelse i Danmark. Næste retsmøde var berammet til på mandag, men landsretten udsætter nu mødet på ubestemt tid, fordi de mange flygtninge pludselig står uden en advokat til at føre deres sag. Flygtningenes hidtidige advokat er Hans Boserup fra Sønderborg. Han er i centrum for politiets efterforskning, fordi udlændingemyndighederne mistænker ham for at presse læger og psykologer til at lave falske recepter og sygdomserklæringer. Derfor har advokaten selv meddelt Vestre Landsret, at han ikke føler sig i stand til at repræsentere sine klienter i en sag, hvor han er mistænkt for at fuske med bevismaterialet. »Jeg må konstatere, at i den nuværende situation er mine klienter bedre tjent med ikke at blive repræsenteret af mig«, siger Hans Boserup. Ingen ny advokat Den omstridte advokat har i et brev til de mange flygtningefamilier opfordret dem til at møde op i retten og føre deres egen sag. Men det har Vestre Landsret i sidste øjeblik sat en stopper for. Landsretten har pålagt flygtningene at finde en ny advokat, fordi de tre landsdommere i sagen mener, at retssagen er for kompliceret til, at de kan føre den selv. Retten er dog parat til at udsætte sagen, hvis flygtningene ikke kan finde en ny advokat inden mandagens retsmøde. Men det har de mange kosovaalbanere allerede opgivet, og derfor er en udsættelse uundgåelig. Sagen kan afvises Det er de danske udlændingemyndigheder med integrationsminister Bertel Haarder i spidsen, der er på anklagebænken i retssagen, fordi de har afvist at give opholdstilladelse til psykisk syge flygtninge. Statens advokat, Kammeradvokaten, beklager, at sagen nu forsinkes yderligere, men er tilfreds med, at flygtningene ikke får lov til selv at møde i retten. »Hvis Boserup udtræder af sagerne, må man selvfølgelig give sagsøgerne ordentlig tid til at finde en ny advokat. Men med et advokatpålæg har landsretten også gjort det klart, at sagen bliver afvist, hvis man ikke kan finde en ny advokat«, siger advokat Peter Biering fra Kammeradvokaten. Afviser beskyldninger Det er politiet i Aalborg, der undersøger mistanken om fusk i flygtningesager. Her er man fortsat i gang med afhøringer og har ikke et bud på, hvornår efterforskningen slutter. Advokat Hans Boserup afviser enhver beskyldning om urent trav, og han forventer, at politiet inden længe er nødt til at henlægge sagen. Hvis det sker, vil han ikke afvise, at han genindtræder i sagen. »Så er det jo ikke sikkert, at jeg anser mig for inhabil længere«, siger Hans Boserup.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























