VK-regeringens topministre samt de to folketingsgruppers ledelse godkendte til morgen på et udvidet møde i regeringens koordinationsudvalg planen om skattelettelser for 10,6 milliarder kroner over fire år fra 2004. Ifølge statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har reformen danmarkshistorisk karakter. Han hentyder til, at skatten på arbejde sættes ned, uden at andre afgifter eller skatter hæves tilsvarende. Skattelettelserne løber op i 10,6 millarder kroner. Når reformen er fuldt indfaset om fire år, vil der være i omegnen af 1.500 ekstra kroner til kassedamen. Ikke meget, erkendte statsministeren, selv om han kaldte det 'meget for mig'. »Man kan altid ønske, at vi havde råd til mere, men det skal holde sig inden for de samfundsøkonomisk ansvarlige rammer. Vi har ikke ubegrænsede midler til rådighed«, sagde Anders Fogh Rasmussen. Skattereformen Skattereformen består af to dele. Dels et jobfradrag, der aftrappes i takt med, at indkomsten stiger, dels en forhøjelse af grænsen for, hvornår der skal betales mellemskat. Det nye jobfradrag - eller beskæftigelsesfradrag - er på 2,5 procent. Dertil kommer en højere bundgrænse for, hvornår der skal betales mellemskat. I dag betaler alle, der tjener mindst 18.000 kroner, mellemskat. Den grænse hæves nu til 23.000 kroner om måneden. Det betyder, at hvor i dag 1,8 millioner mennesker betaler mellemskat, vil det fremover kun være det halve. Den konservative ønskedrøm var et fuldstændigt farvel til mellemskatten. Venstre og Dansk Folkeparti har været mere lune på skattelettelser til de lavtlønnede. Lettelse må ikke koste velfærd Det store spørgsmål er så, hvor pengene skal komme fra. Dansk Folkeparti har på forhånd krævet, at det ikke må blive så dyrt, at der ikke bliver råd til ny velfærd, når der til efteråret atter skal forhandles finanslov. Men det er der skam heller ingen grund til at frygte, forsikrer statsministeren, der lover plads til en beskeden vækst i det offentlige forbrug de kommende år. Syv af skattemilliarderne kommer fra det såkaldt økonomiske råderum, altså de ekstra midler som den økonomiske vækst de kommende år ventes at kaste af sig. De sidste 3,5 milliarder skal findes ved en lavere vækst i velfærden end forudsat i den økonomiske plan frem til 2010, forklarer statsministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























