Skattefolk sættes ind mod rockere

Arkivfoto: Johnny Frederiksen
Arkivfoto: Johnny Frederiksen
Lyt til artiklen

Rockerne skal rammes på skatten. Ifølge en ny plan fra landets øverste skattemyndighed - Ligningsrådet - skal skattefolk i kommunerne over hele landet sammen med politi og andre myndigheder ramme rockerne. Ifølge ligningsplanen vil rådet have kommunerne til at afsætte mandskab og penge til at gå med i en særlig indsats mod rockerkriminalitet og sort arbejde i restaurationsbranchen. I alt skal en tredjedel af alle danskere, der driver egen forretning under skattefolkenes lup - og her skal man så specielt kigge efter rockerne, skriver rådet i planen, der blev vedtaget af de 19 medlemmer i går eftermiddags. Ligningsplanen bliver først offentliggjort om et par dage, når skatteministeren er blevet orienteret om indholdet. Vink med vognstang Ifølge formanden for Ligningsrådet Niels Winther-Sørensen - juridisk professor på Handelshøjskolen i København - bør kommunerne sætte særlig fokus på rockerne for at finde ud af, om de overholder skattereglerne. Ligningsrådet udsender hvert år en ligningsplan om, hvad kommunernes skattefolk særlig skal sætte kræfterne ind på. Og planen er ifølge Politikens oplysninger en kraftig vink med en vognstang. Kommuner samarbejde Den nye plan kommer i kølvandet på, at en række kommuner er gået ind i lignende samarbejder med politiet om at komme rockerkriminaliteten til livs. Den tidligere formand for Ligningsrådet Ole Bjørn tror ikke på, at der er de store skattepenge at hente, på at de kommunale skattefolk går i flæsket på rockerne, der ikke kan eller vil betale de mulige ekstra skatteregninger. Til gengæld tror han på, at skattefolkene kan hjælpe politiet med at ramme rockerne, hvor det gør mest ondt. »Man kunne ikke ramme Al Capone for 38 mord, men man kunne sende ham bag tremmer med en dom for skattesvindel«, siger Ole Bjørn. Lever som grever og baroner Han mener, at skattemyndighederne bør sætte retssager i gang mod rockere, der ikke vil fortælle, hvor de har deres mange penge fra. »Mange af dem lever som grever og baroner, mens de opgiver socialhjælp som deres eneste indtægtskilde. Og jeg tror ikke, domstolene vil have den ringeste betænkelighed ved at lade dem betale skat af de mange penge, de alligevel har mellem hænderne«, siger Ole Bjørn. Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg mener simpelthen, at rådets nye plan er en milepæl i bekæmpelsen af rockerkriminaliteten. »Strategien er, at rockerne skal presses hele vejen rundt. Derfor skal hver enkelt rockers private økonomi gås efter i sømmene. Det hænger ikke sammen, at en rocker har et stort privatforbrug med store dyre motorcykler, mens han bliver forsørget af det offentlige«, siger Torsten Hesselbjerg. Ikke mange ekstraindtægter at hente Men er der ikke de store ekstra skatteindtægter at hente på rockerne, så mener restaurationserhvervets brancheorganisation, Horesta, at skattemyndighederne kan hente store penge ved at slå hårdt ned på det sorte arbejde i deres branche. »Der gemmer sig mange skattekroner i den sorte økonomi. Vi har regnet på det, og vi mener, at det drejer sig om tre til fem milliarder kroner hvert år, som i vores egen branche går uden om de offentlige kasser«, siger Lone Njor Hulth, direktør for Horesta.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her