S: Nedlæg Hjemmeværnet

Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Socialdemokratiet er overraskende parat til at nedlægge Hjemmeværnet. »Forsvaret er i en vis grad bygget på en struktur, som hører den kolde krig til. Vi lægger i realiteten op til en nedlæggelse af Hjemmeværnet, men der kan dog være visse civile opgaver, som fortsætter«, siger Socialdemokratiets tidligere forsvarsminister, Jan Trøjborg, der netop er færdig med et oplæg til partiets nye forsvarspolitik, som skal diskuteres på et gruppemøde torsdag. Hjemmeværnet modtager årligt cirka 700 millioner kroner fra finansloven, og gennem de seneste år har flere politikere luftet ideen om at nedlægge Hjemmeværnet. Eksempelvis er der i Venstre med mellemrum løs snak om at lukke Hjemmeværnet. Således skrev partiets politiske ordfører, Jens Rohde, i sommer i Ekstra Bladet, at hans personlige opfattelse er: Nedlæg Hjemmeværnet. Regulere trafik Jan Trøjborg er åben for fortsat at lade Hjemmeværnet stå for regulering af trafik og farvandsovervågning. Det betyder, at han ikke er parat til at snuppe alle 700 millioner kroner fra Hjemmeværnet. »Der er en række civile opgaver, som løses på fortrinlig vis. Og det skal analyseres nærmere, hvordan det skal løses fremover. Det betyder færre ressourcer. Vi er nødt til at prioritere midlerne«, siger han. Forslaget om at nedlægge Hjemmeværnet kommer bag på den politisk udpegede leder af Hjemmeværnet, kommiteret Erling Christensen, der selv er tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Ny linje fra S »Det er en helt ny linje fra Socialdemokratiets side, og det tror jeg ikke, de kommer igennem med. Hvis jeg sad i S-gruppen, ville jeg hellere sige, at det er billigt at få 60.000 frivillige for den pris, som det koster at drive en mellemstor kommune. Det er meget uklogt«, siger han. Erling Christensen tror ikke på, at Hjemmeværnet ville forsvinde, hvis det blev nedlagt. »Så tror jeg, nogle mennesker vil gå sammen og sige, at det kan godt være, at staten ikke vil betale os og kontrollere os mere, men så opretter vil frivillige grupper. Det er jo ikke noget problem at få våben, f.eks. gennem skytteforeninger«, siger han. Værnet skal tilpasses Venstres forsvarsordfører Ulrik Kragh (V) tager afstand: »Jeg er overrasket over, at Socialdemokratiet ikke sætter større pris på de mange tusinde mennesker, som gør en frivillig og engageret indsats«. »Det er bestemt relevant at se på, hvad Hjemmeværnet skal lave. Der er andre behov mht. at beskytte Danmark i dag, end da Hjemmeværnet blev oprettet. Derfor skal vi tilpasse Hjemmeværnet, men derfra til en afvikling er der et langt stykke«, siger han. Radikal begejstring Hos de Radikale er der stor glæde over, at Socialdemokraterne i et oplæg til partiets nye forsvarspolitik lægger op til at nedlægge Hjemmeværnet. »Vi har i lang tid kæmpet en ensom kamp for at få Hjemmeværnet nedlagt, så jeg synes det er fantastisk positivt, at der nu bliver sat blus under diskussionen om forsvaret, og hvad det skal kunne«, siger forsvarspolitisk ordfører for de Radikale Morten Helveg Petersen. Selv om Venstres forsvarsordfører Ulrik Kragh (V) tager afstand fra tankerne om at nedlægge Hjemmeværnet, så forventer Helveg Petersen, at Socialdemokraternes nye holdninger på forsvarsområdet vil få betydning for resultatet af de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig. Det nuværende forsvarsforlig udløber med udgangen af 2004. Inden da skal de øvrige partier finde ud af, hvad de vil med Hjemmeværnet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her