Stort ja til sammenlagt Langeland

Lyt til artiklen

Den forventningsfulde summen på kommunekontoret i Humble i Sydlangelands Kommune blev til et sejrsrigt sus, i det øjeblik stemmerne fra folkeafstemningen havde talt deres tydelige sprog: 1.730 sagde ja til at fusionere med naboerne mod nord i Rudkøbing og Tranekær Kommune, 965 takkede nej. Glad borgmester »Det er skønt - jeg er en meget glad mand. Og taknemmelig, for det er en meget flot opbakning til den anbefaling, vi i byrådet har givet til borgerne«, sagde borgmester Knud Gether (Borgerliste) med glæden boblende i stemmen, i minutterne efter at tallene var lagt sammen efter den tredje afstemning om kommunesammenlægning i løbet af få år. Senest sagde et lille flertal i 2000 nej, og derfor er borgmesteren ikke mindst tilfreds med, at ja'et slår overraskende meget igennem med 65 procents overvægt - og over, at stemmeprocenten på 79,5 ligger væsentlig højere end ved de tidligere valg. »Fremover slår vi mere igennem i forhold til det øvrige land, og det gælder for eksempel, når Langeland i almindelig, skal trække arbejdspladser til og når den samlede kommune selv skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft«, sagde borgmesteren. Legalt at tale om Kommunalforsker Ulrik Kjær, Syddansk Universitet, som på nærmeste hold fulgte valghandlingen, har to forklaringer på, at langelænderne har ladet sig omvende: »For tre år siden, da de stemte sidst, var kommunesammenlægninger slet ikke på dagsordenen - det var nærmest ikke legalt at tale om. Desuden er alternativet om at blive en del af Svendborg rykket tættere på, og på den baggrund vil langelænderne hellere være sig selv«, siger han. 'Vi sparer ti mio. kr.' Med et slag på tasken vurderer borgmester Knud Gether, at de tre sammenlagte kommuner kan hente en besparelse på 10 millioner kroner om året hjem ved at gifte sig. En del af pengene kan hentes ved at fjerne taburetterne under to tredjedele af politikerne, når et enkelt råd skal styre hele øen. Rådhus i Rudkøbing Administrativt bliver der også penge at spare, for de to rådhuse i nord og syd kan omdannes til mindre servicekontorer, og hele øen styres fra Rudkøbing. Formentlig ikke fra det eksisterende rådhus, men snarere det nuværende sygehus, som tømmes i løbet af 2004 og derefter byder sig til med mange ledige kvadratmeter. Snart valg igen - for at sammensætte øråd Borgerne på Langeland bliver efter onsdagens folkeafstemning ikke fredet som vælgere, for de nuværende politikere vil gerne tage hul på den fælles fremtid så hurtigt som muligt. Derfor skal vælgerne af sted mod valglokalerne igen allerede i november 2004 - et helt år før det almindelige kommunalvalg - for at sammensætte det langelandske øråd. Det træder i funktion 1. januar 2005 og får i modsætning til landets øvrige kommunalpolitikere en funktionsperiode på fem år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her