Kræftens Bekæmpelse taber stort på aktiefald

Lyt til artiklen

Den globale nedtur på aktiemarkedet har kostet Kræftens Bekæmpelse et kæmpe kurstab på 50 mio. kr. de seneste to år. Modsat næsten samtlige andre danske velgørende organisationer har Kræftens Bekæmpelse fortsat en del af formuen placeret i aktier, og organisationen besluttede endda for to år siden at øge sin beholdning af aktier. Beslutningen blev taget, umiddelbart før aktienedturen tog fart, men direktør i Kræftens Bekæmpelse, tidligere sundhedsminister Arne Rolighed, fortryder ikke beslutningen. Arne Rolighed understreger, at der er tale om et urealiseret tab, fordi aktierne ikke er solgt. »Set over de sidste syv år har vi haft en samlet kursgevinst på vores aktier i omegnen af 30 mio. kr. I øvrigt kommer det her ikke til at påvirke vores arbejde på nogen måde. Vi kommer ud af 2002 med et overskud på godt 20 mio. kr.«, siger Arne Rolighed. Arne Rolighed ønsker ikke at oplyse det præcise tab for 2002, men oplyser at foreningen siden 11. september 2001 har tabt godt 25 mio. kr. per år på sine aktier. Et særsyn At Kræftens Bekæmpelse overhovedet investerer i aktier er noget af et særsyn. Samtlige andre velgørende organisationer, Politiken har talt med, placerer udelukkende deres penge i obligationer. Det gælder bl.a. Dansk Røde Kors, SOS Børnebyerne, Folkekirkens Nødhjælp, Dyrenes Beskyttelse og Ældre Sagen. »Bortset fra en enkelt aktie i Kristeligt Dagblad har vi besluttet at sætte vores penge i helt sikre investeringer og derfor valgt aktier fra, også selv om vi måske går glip af et højere afkast«, siger Thomas Ravn, informationschef i Folkekirkens Nødhjælp. Direktør Ole Münster fra Dyrenes Beskyttelse: »Vi havde investeringen i aktier oppe at vende for to år siden, men afviste tanken. Dels ville vi ikke risikere at investere i virksomheder, der bruger forsøgsdyr, dels opfatter vi foreningens formue som betroede midler. Derfor sætter vi kun penge i obligationer«. Tør ikke I SOS Børnebyerne er formand Bjørn Bogason helt på linje: »Vi tør simpelthen ikke investere i aktier. Risikoen er for stor. Vi vil ikke risikere at skulle fortælle folk, der har foræret os penge, at midlerne er tabt«, siger Bjørn Bogason. Når Kræftens Bekæmpelse valgte at øge beholdningen af aktier til i alt 35 procent af formuen, skyldtes det et ønske om større afkast. Af regnskabet for 2001 fremgår det, at organisationens ledelse ikke var tilfreds med den beskedne obligationsrente og derfor bevidst valgte en mere risikofyldt investeringsprofil. At aktier og velgørenhed kan være en farlig cocktail er Svensk Røde Kors det måske bedste eksempel på. Avisen Aftonbladet skrev lørdag, at Svensk Røde Kors har tabt en milliard kroner på aktiemarkedet de sidste år og nu er tvunget til at afskedige 130 medarbejdere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her