Bilister har det med at køre langsommere, når de ved, at der er fartkontrol. Sådan har kaptajner det tilsyneladende også med ulovlige udslip af spildolier fra deres skibe. Når de bliver gjort opmærksomme på, at det er ulovligt - og får af vide, at myndighederne holder et vågent øje - så er de pludselig meget bedre til at holde de danske farvande fri for deres spildolier. Næsten en halvering Antallet af indberetninger om spildoliepøle er faldet fra næsten 500 om året til nu 255, efter at de nye metoder er taget i brug. Søværnets Operative Kommando (SOK) overtog i 2000 ansvaret for opsyn med skibe i dansk farvand, og i den forbindelse indførte man de såkaldte miljøanråb til en lang række af de skibe, der sejler igennem de danske have. »Vi laver et opkald til skibet, hvor vi lige hører, hvor de kommer fra, hvor de skal hen, og hvad de har i lasten. Samtidigt husker vi dem på, at de altså ikke må udlede spildolie i danske farvande«, siger orlovskaptajn Carsten Rasmussen fra SOK's miljøafdeling. Med på en lytter Han vil ikke ud med, hvilke skibe der i særdeleshed bliver kaldt op, men fortæller, at man bevidst bruger den åbne radiokanal, som andre skibe også lytter med på. »Det har en vis præventiv effekt, at folk hører, at vi altså holder øje med, hvad der sker«, vurderer Carsten Rasmussen. Forurener mere end ulykkerne Indtil de nye metoder blev taget i brug, har det været et stort problem, at en lang række skippere ikke vil betale i havnene for at komme af med spildolier fra maskinrummene. Derfor lukker de spildolien ud på åbnet hav. »Hvis man ser bort fra de helt store enkeltstående olieulykker, så forurener de mange ulovlige udslip faktisk mere end ulykkerne«, fortæller fuldmægtig Katja Hansen, som arbejder med havmiljø i Forsvarskommandoen, der kører retssager mod de lovbrydende kaptajner. Metode eksporteres Hvis et bevidst spildolieudslip bliver opdaget og kan dokumenteres, får skibene en bøde på mellem 15.000 og 100.000 kroner afhængigt af udslippets størrelse. På baggrund af de gode danske erfaringer vil man nu begynde på de præventive opkald til skibe i hele Østersøen. »Vi vil tage det op på et møde mellem alle ni østersølande i marts og efter al sansynlighed indføre det samme system i hele Østersøen. For erfaringerne viser jo, at disse opkald har en meget gavnlig effekt på miljøet«, siger Anne Christine Brusendorff fra organisationen Helcom, der arbejder for at forbedre miljøet i Østersøen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























