Advarsel mod sex-snak på internettet

Lyt til artiklen

»Er der en frisk pige, som vil sutte den af for 50 kroner?« Så direkte kan opfordringen lyde på internettet i et chat-rum, som er beregnet for 12-15-årige. Men kontakten, som kan ende med betaling til et barn for en seksuel ydelse, kan også starte langt mere skjult. Den voksne Jens på 45 udgiver sig måske for at være 15 eller ligefrem for at være Sofie på 12. Og først når der gennem længere tid er opbygget et tillidsforhold, og der lægges op til et møde, kommer sandheden - eller noget, som nærmer sig - langsomt frem. Masser af tilbud om sex »Når den potentielle krænker efterhånden føler, at relationen kan bære det, kan der gradvis dukke seksuelle tilbud op - måske også mod betaling. Og på det tidspunkt kan det være svært for barnet eller den unge at sige nej«, fortæller psykolog Kuno Sørensen, Red Barnet, der i flere år har arbejdet med internettets betydning for seksuelle overgreb på børn og unge. En undersøgelse fra Red Barnet viser, at over en fjerdel af de unge under 18, som chatter på nettet, har fået seksuelle kommentarer, og næsten lige så mange har fået sextilbud. En ud af tyve har i forbindelse med et møde, som er aftalt på chatten, fået et seksuelt tilbud. Minder om prostitution Børns og unges salg af seksuelle ydelser var emnet på en konference torsdag om prostitution, arrangeret af videns- og formidlingscentret PRO-Centret. Flere indlæg understregede, at det netop ofte er børn og unge, som mangler social omgang med kammerater, har dårlig kontakt med deres forældre og et dårligt forhold til skolen, som risikerer at ende i prostitutionslignende forhold, hvor de leverer seksuelle ydelser mod betaling. Enten i form af penge, gaver, tøj, et måltid på burgerbaren - eller måske for prestige og et socialt tilhørsforhold i en gruppe med ældre drenge, der udnytter dem. Et tilhørsforhold, de ikke har kunnet opnå til mindre problematiske kammerater. Misbrug er svært at måle Det er også den type unge, som kan tænkes at bruge lang tid på internettet, fordi de mangler det normale sociale netværk. »Men vi ved for lidt om, hvor ofte internettet bruges som kontaktsted fra voksne til børn. Og vi ved heller ikke, hvor mange børn og unge der selv vælger at tilbyde salg af seksuelle ydelser via internettet«, siger Kuno Sørensen. I en ny undersøgelse fra PRO-Centret opgives antallet af børn og unge under 18 år, som har solgt seksuelle ydelser flere gange, forsigtigt skønnet til at være 530. »Men jeg er bange for, at internettet kan være med til at udbrede problemet i endnu højere grad, fordi de voksne, der går efter ungt kød, via nettet let kan få fat i ensomme unge - også uden at vi ser det«, siger lederen af PRO-centret Nell Rasmussen. »Problemet er nemmere at få øje på, hvis de står i storcentrene eller i Skelbækgade og sælger sig selv«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her