Regeringen: Ingen kontakt om hærchef

Lyt til artiklen

Danmark og USA har ingen kontakter haft om den tidligere irakiske hærchef, Nizar al-Khazraji, som lever på tålt ophold i Danmark. Det skriver justitsminister Lene Espersen (K) i en redegørelse, som Folketinget modtog i går efter flere forespørgsler fra oppositionen om den irakiske hærchefs sag. Både dansk og international presse har citeret amerikanske embedsmænd for, at der har været kontakter mellem USA og Danmark om hærchefen. Lene Espersen afviser Men det afviser Lene Espersen (K) i den syv sider lange redegørelse. »Justitsministeriet har således ikke oplysninger om, at danske myndigheder på noget tidspunkt skulle have modtaget nogen henvendelse fra USA eller andre lande om, at USA skulle være interesseret i at bruge hærchefen«, skriver justitsministeren. FE oplyser intet Ministeriet har fået svar fra alle danske myndigheder undtagen Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som henviser til, at de ikke oplyser om deres kontakter og kilder med fremmede magter. Politiets Efterretningstjeneste har ellers oplyst, at de ikke har kontakter til USA om hærchefen. Enhedslistens Søren Søndergaard er tilfreds med, at regeringen nu har lavet den første samlede redegørelse om hærchefen, men han undrer sig over, at FE har undladt at give oplysninger i sagen. »Det må vi nu følge op på«, siger han. Rutinedrøftelse Samtidig oplyser Statsministeriet i redegørelsen, at USA bragte sagen op om den danske hærchef på et møde mellem embedsmænd i Washington i april 2002. Mødet var en rutinedrøftelse »om Irak og amerikanske overvejelser herom generelt«, og det blev nævnt, »at Danmark tilsyneladende havde haft sine problemer med den irakiske eksilofficer Nizar al-Khazraji, og hvad man skulle stille op med ham«, hedder det i redegørelsen. Undren Det svar undrer formanden for Folketingets Retsudvalg SF's Anne Baastrup. Hun henviser til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) netop er blevet spurgt om kontakterne til USA. »Her nytter det ikke noget, at han så sender spørgsmålet videre til justitsministeren, som åbenbart ikke har kendt til dette møde«, siger Anne Baastrup, der nu vil bede om et referat fra mødet i USA. Sigtet for krigsforbrydelser Al-Khazraji blev sidste år sigtet for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden af den særlige anklagemyndighed for internationale straffesager i Danmark. Han blev anholdt, da han var på vej til Saudi-Arabien. Flere ledende irakiske oppositionsgrupper, som samarbejder officielt med USA, har udtalt, at de frygter, at en retssag mod hærchefen vil afskrække andre officerer fra at hoppe af fra Saddams regime. Også den amerikanske regering skriver i redegørelsen, at der ikke har været kontakter mellem Danmark og USA om hærchefen. Samtidig hedder det, at den pressemedarbejder fra det amerikanske udenrigsministerium, som i Politiken var citeret for, at USA havde talt med Danmark, føler sig fejlciteret. Bevis på kontakt Politiken er i besiddelse af en båndoptagelse med Jim Smith, som er talsmand i det amerikanske udenrigsministeriums mellemøst-kontor. Med henvisning til at den amerikanske udenrigsminister Colin Powells talsmand på pressemøder både 19. og 20. november svarer på spørgsmål angående hærchefen, siger Jim Smith følgende. »Vi har talt med danskerne. Men hvis I vil have flere informationer, må I henvende jer til den danske regering«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her