På britisk initiativ rykker beslutningen om at sende asylansøgere i Europa tilbage til deres nærområder nu et godt stykke nærmere. Ifølge en fortrolig rapport fra den britiske regering, som Politiken er kommet i besiddelse af, overvejer den britiske regering at samle en kreds af villige europæiske lande, der sammen skal oprette sikre zoner kontrolleret af FN i naboområderne til de lande, der kommer mange flygtninge fra. Hensigten er, at asylansøgere i de europæiske lande skal sendes tilbage til FN-zonerne, mens deres asylansøgning bliver behandlet. Selv kalder rapporten det »et nyt globalt asylsystem«, der har til formål både at bringe antallet af asylansøgere ned og gøre sagsbehandlingen billigere. Flere ministre i den britiske regering har inviteret FN's flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers til møde i London på mandag for at diskutere forslaget. I sidste uge fik flygtningeminister Bertel Haarder (V) en invitation fra den britiske indenrigsminister David Blunkett om at komme på besøg i London. Forsigtig positiv Ifølge kilder i det britiske indenrigsministerium ønsker David Blunkett at diskutere planen med Bertel Haarder. Den britiske regering overvejer at lave FN-zoner i Tyrkiet, Iran, irakisk Kurdistan, Somalia, Marokko, Ukraine og Rusland. En talsmand for premierminister Tony Blair sagde i onsdags, efter at den britiske avis The Guardian havde skrevet om planen, at rapporten endnu kun var et diskussionspapir til brug internt i regeringen. FN skal med på ideen FN's flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers ønskede ikke i går at kommentere den britiske plan, men har tidligere ladet forstå, at han er forsigtig positiv over for tanken. Ifølge rapporten er den britiske strategi først at få FN med på forslaget. Derefter vil den britiske regering prøve de andre EU-lande, men rapporten noterer, at det vil blive svært at få opbakning i alle EU-landene, fordi udlændingedebatten i Storbritannien sammenlignet med andre europæiske lande er »forholdsvis langt fremme«. Derfor må Storbritannien i første omgang måske nøjes med »en koalition af for eksempel fem lande«. Ifølge kilder tænker den britiske regering her især på Danmark og Holland. Haarder er positiv Herhjemme er flygtningeminister Bertel Haarder åben for at diskutere forslaget. »Hvis FN vil være med, og vi kan få nabolandene til de flygtningeproducerende lande med på at oprette lejre inden for deres grænser, er det absolut værd at overveje. Jeg tror, det vil blive vanskeligt, og det vil kræve, at vi garanterer de pågældende nabolande, at de ikke kommer til at hænge på de mange flygtninge«, siger Bertel Haarder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























