Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt frikendte fredag ved fintælling finansminister Thor Pedersen (V) i spørgsmålet om, han ejer for meget jord på sine tre ejendomme. Selv om Thor Pedersen i alt ejer 82,05 hektar jord, har han tidligere oplyst, at han ikke ejer mere end 70 hektar dyrkbar jord, hvilket kræver en særlig tilladelse. Kommissionen er ved at studere luftfotografier over ejendommene kommet frem til, at finansministeren har 12,0 hektar såkaldte fradragsarealer - såsom strand, mose og fredskov - der ikke kan dyrkes. Det bringer Thor Pedersens jordbesiddelser ned på 70,05 hektar. »Da arealafvigelsen i forhold til de 70 hektarer er så lille, finder Jordbrugskommissionen ikke, at der er behov for at fremsende en erhvervelsesansøgning til Jordbrugskommissionen, idet Jordbrugskommissionen finder betingelserne for erhvervelsen opfyldt«, skriver kommissionens formand, Susan Blixenkrone-Møller, i afgørelsen. På ministerens anmodning Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) havde bedt Jordbrugskommissionen om en ny opmåling, fordi naboer til Thor Pedersen troede, at finansministeren på sine tre gårde ved Nakke dyrkede mere end de tilladte 70 hektar. Havde det været tilfældet, kunne kommissionen have pålagt ham at sælge jord fra. Thor Pedersen har flere gange meddelt Folketinget, at han ikke ejer mere end 70 hektar dyrkbar jord. Han har dog ikke fremlagt dokumentation herfor, og det har fået venstrefløjen til at stille spørgsmålstegn ved, om de tre ejendomme nogensinde er blvet opmålt. En lille næse fra V, K og DF blev det dog til for finansministerens vedkommende, fordi han har indrømmet ikke at have overholdt sin bopælspligt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























