Omskæring af små drenge er ikke - længere - en sygehusopgave. Så klar var talen, da landets sygehuspolitikere- og direktører fredag var samlet for at samstemme holdningen til det rituelle snit i forhuden. »Naturligvis kan vi ikke diktere, at amterne ændrer praksis, men vi har dog en fornemmelse af, at vores anbefaling om at standse omskæring af små drenge vil få effekt ude i amterne«, siger amtsborgmester Bent Hansen (S) som formand for Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg. Kun fire sygehusvæsener - Viborg, Vejle og Ringkøbing Amter plus Hovedstadens Sygehusfællesskab, der dækker Københavns og Frederiksberg Kommuner - har tilbudt omskæring i offentligt regi, og umiddelbart er Vejle mest skeptisk ved at skulle fjerne varen fra hylden. »Vi har hidtil ment, at det var bedre, omskæringen fandt sted i professionelle og hygiejniske rammer i stedet for hjemme på køkkenbordet, men på baggrund af den samlede anbefaling om at stoppe vil vi genoverveje«, siger Leif Mørck (S), formand for Sundhedsudvalget i Vejle Amt. Tid til at stoppe Konkret er omskæringerne i Vejle Amt foretaget på klinikken i Brædstrup, og det har ifølge udvalgsformanden ikke været helt uden problemer. »Nogle af drengene har ikke været godt nok forberedt på, hvad der skulle ske, og de har derfor reageret stærkt. Det har gået sygeplejeskerne noget på, så på den baggrund kan det godt være, det er tiden at stoppe nu«, siger Leif Mørck. Smådrenge med behov for at blive forkortet fortil henvises fremover til praktiserende speciallæger. Amtsrådsforeningen skønner, at det vil koste i omegnen af 1.000 kroner for et forældrepar at få et stk. drengebarn omskåret. Totalt set betyder stoppet for offentligt betalt omskæring en samlet besparelse på lidt under en million kroner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























