Farvel til sølv i mælketænder

Lyt til artiklen

Om kort tid er det slut med nye sølvfyldninger i mælketænder. Det sker, når en revideret udgave af Miljøstyrelsens kviksølvbekendtgørelse træder i kraft og forbyder brug af det kviksølvholdige amalgam i primære tænder. Ændringen i bekendtgørelsen er blevet til som følge af en undersøgelse, som lektor Vibeke Qvist fra Tandlægeskolen på Københavns Universitet har været ankerkvinden bag. Over en periode på ti år har hun og de kommunale tandplejer i Værløse, Hillerød og Gladsaxe fulgt udviklingen af omkring 4.000 tandfyldninger med forskellige materialer hos børn, der endnu ikke har haft besøg af tandfeen. Plast lige så godt i mælketænder Konklusionen er, at såkaldte polymerbaserede fyldningsmaterialer - blandt andet plast - fungerer og holder lige så godt som amalgam, når det gælder mælketænder. Mælketænder er ifølge Vibeke Qvist specielle, fordi de er midlertidige, og derfor skal fyldningerne kun holde, til tanden falder ud. Dertil kommer, at børn ikke tygger så hårdt som voksne, og det betyder, at plomberne ikke behøver at være helt så solide. Politisk forslag om forbud Sammen med Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne fremsatte Dansk Folkeparti i marts 2001 et forslag i Folketinget om at »forbyde anvendelsen af sølvamalgam i tandbehandlingen af børn og unge op til 19 år samt gravide kvinder«. For partiets sundhedsordfører og formand for Sundhedsudvalget, Birthe Skaarup, er bekendtgørelsen kun et skridt i den rigtige retning. Guld eller keramik »Jeg hilser bekendtgørelsen velkommen - hvis man først begynder at forbyde det i mælketænder, må der være en grund til også at forbyde det i blivende tænder. Jeg ser bestemt dette som en åbning til et generelt forbud«, siger Birthe Skaarup. Men amalgammodstandere bør ifølge lektor Vibeke Qvist fra Tandlægehøjskolen ikke gøre sig forhåbninger om, at voksne tænder foreløbig går samme kviksølvfri skæbne i møde. »Der er ikke noget, der taler for, at man fortsat skal bruge amalgam til mælketænder - men der er meget, der taler for at bruge amalgam i de permanente tænder«, mener Vibeke Qvist. Resultat kan ikke overføres »Man kan ikke overføre resultaterne fra mælketænder til permanente tænder, fordi fyldningerne skal fungere i meget længere tid og bliver udsat for helt andre belastninger hos voksne end hos børn. Til de permanente tænder har vi på nuværende tidspunkt ikke et alternativ, der er lige så godt som amalgam - medmindre man vælger guld eller keramik, der er fem-ti gange så dyrt som amalgam og plast«, siger hun. Sammen med norske forskere og kommunale tandplejer i Danmark og Norge har Vibeke Qvist netop påbegyndt et forskningsprojekt, der skal undersøge mulighederne for til permanente tænder at udvikle et fyldningsmateriale, som kan måle sig med amalgam.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her