Da Ea Busch-Petersen i aftes gik ind på scenen i Gladsaxe iført Jaco-fodformede sko, korte bukser, ternet skjorte, bøllehat og tyk mave for at spille gartneren Fabian i en nyopsætning af Shakespeares 'Hellig Tre Kongers Aften', var det en noget stresset 18-årig gymnasieelev, publikum fik at se. Men da skolekomedien på Gladsaxe Gymnasium er en succes, kunne man nok ikke mærke det på hende. Ikke desto mindre er Ea under så hårdt pres skolemæssigt, at hun i sidste uge både pjækkede nogle timer fra undervisningen tirsdag eftermiddag og et par timer onsdag formiddag for at nå det hele. En historieopgave af de helt store skulle gøres færdig. Og hvordan når man det, når man også skal øve i skolekomedien, passe sine øvrige fag i 2.z, gå på job som vareindscanner hos Føtex og derudover passe vennerne? I går skulle Ea have afleveret en blækregning, men det nåede hun ikke. Også af de ovennævnte grunde. Og så er der en tysk oversættelse, der spøger i hendes liv. Gudskelov for hende er det vinterferie i næste uge. Bortset fra, at da skal hun gøre en skriftlig opgave færdig i engelsk, forberede sig til en fysikprøve, skrive en geografiopgave samt læse op til en samfundsfagsopgave. »Jeg bryder mig bestemt ikke om at pjække, men jeg tror, det er under halvdelen af min klasse, der ikke gjorde det på grund af den dér historieopgave, der bare kom oven i alt muligt andet skolearbejde«, fortæller Ea. Hun kalder striben af skriftlige opgaver i 2.g for »helt sindssyg«. Ea erkender, at hendes fraværsprocent p.t. ligger mellem 5 og 7, og der er derfor ikke råd til ret mange dage med influenza eller lignende, før hun risikerer at ramme det loft på ti procents fravær, som er den nuværende tolerance i gymnasieskolen. »Derfor har jeg også sagt mit job op i Føtex. Der er simpelthen ikke tid til det«, forklarer Ea, der som 18-årig nu også får SU og derfor ikke længere har så hårdt brug for pengene. Ea erkender, at med den hektiske aktivitet er hun ikke altid lige oplagt i timerne. Og at en del lærere er frustrerede over, at eleverne i de forgangne uger har været så mærkede af deres teatralske aktiviteter i fritiden. »Du kan simpelthen se på gangene her på gymnasiet, hvem der medvirker i skolekomedien. De, der er med, ser helt udkørte ud. Men jeg ville ikke undvære det for det sociale og oplevelsen af, at man kan yde noget ved at presse sig til det yderste«, fortæller Ea, der er én af de fem gymnasieelever fra en matematisk klasse på Gladsaxe Gymnasium, som Politiken følger i de kommende uger. Rektor for Gladsaxe Gymnasium, Mogens Skjoldager, giver Ea ret: »Der er lige lovlig meget skriftligt hjemmearbejde i 2.g generelt«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























