Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser, at det debatindlæg, som han sammen med syv europæiske kolleger har skrevet om Irak-krisen, er med til at splitte Europas politik over for Irak. Sammen med syv af sine europæiske kolleger giver han i en annonce i form af et åbent brev i den britiske avis The Times torsdag sin støtte til USAs hårde kurs over for Irak. Kritik fra oppositionen Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti kritiserer brevet, som de læser som en ubetinget støtteerklæring til USA. De mener, erklæringen væsentligt afviger fra den fælles erklæring, som de 15 EU-landes udenrigsministre enedes om i mandags. Derfor bebrejder de statsministeren, at han ikke orienterede partierne i Det Udenrigspolitiske Nævn, før han skrev under. Ikke noget nyt i brevet Kun Dansk Folkeparti afviser både kritikken af indholdet i erklæringen og kritikken af statsministerens håndtering af sagen. Statsministeren afviser kritikken fra oppositionen. »Man går til Det Udenrigspolitiske Nævn, når regeringen står over for at foretage sig noget eller vil have et nyt synspunkt. Men der er ikke noget nyt i det her. Den tekst, jeg er medunderskriver på, er kendt«, siger Anders Fogh Rasmussen. 'En stærk henvendelse' »(Teksten) er ikke vendt mod nogen lande, men en stærk henvendelse om, at Europa og USA må stå sammen, fordi selv om vi kan se forskelligt på en række ting, så er det dog de fælles værdier, der først og fremmest tæller i forholdet mellem Europa og USA«, siger Anders Fogh Rasmussen. De synspunkter, som statsministeren har fremført sammen med sine kolleger, stemmer ifølge Anders Fogh fuldstændig med den linje, som regeringen har fremlagt og fået flertal for i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget, og med den fælles erklæring, som EU's udenrigsministre vedtog i mandags. Spansk initiativ Initiativet til den fælles erklæring er taget af Spaniens premierminister, José Maria Aznar. Anders Fogh Rasmussen oplyser til Ritzau, at han blev bedt om at være med for et par dage siden og tilsluttede sig, efter at han havde fået tilføjet en klar markering af, at eventuelle videre skridt over for Irak skal være forankret i FN. 'Ved ikke' hvorfor Tyskland og Frankrig ikke er med Han kan ikke svare på, hvorfor Tyskland og Frankrig ikke er medunderskrivere. »Min deltagelse var ikke betinget af, at bestemte andre lande var med. Jeg har det sådan, at hvis jeg bliver bedt om at være med, kigger jeg på indholdet. Der er vigtigere for mig, end hvem der er med«, siger Anders Fogh Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























