Per Stig måtte undskylde

Lyt til artiklen

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) måtte fredag give Folketingets Retsudvalg en undskyldning for at have givet forkerte oplysninger om fangerne på Cuba. Det er yderst sjældent, at en minister på den måde erkender og må undskylde at have fejlinformeret et folketingsudvalg. »Jeg har siddet i retsudvalget siden 1994, og jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har fået en sådan skriftlig undskyldning«, konstaterer retsudvalgets formand, Anne Baastrup (SF). Socialdemokratiets retspolitiske ordfører, Morten Bødskov, kalder sagen »pinlig« for ministeren. Udtalelse om krigsfanger vakte opsigt Per Stig Møller sagde på et åbent samråd i Folketingets Retsudvalg i sidste uge, at USA mener, at al-Qaeda- og Talebanfangerne på Guantanamobasen, heriblandt den danske fange, er krigsfanger. Det vakte en del opsigt, fordi menneskerettighedsorganisationer verden over og Internationalt Røde Kors skarpt har kritiseret USA for ikke at give fangerne den status. De beskylder tværtimod USA for at overtræde krigens love, Genevekonventionerne. Illegale kombattanter Oplysningen var da også forkert, måtte udenrigsministeren dagen efter erkende i flere medier. Og til retsudvalget skriver han nu: »Jeg har nu haft lejlighed til at gennemlæse udskriften (af hvad der blev sagt på mødet, red.), hvoraf det fremgår, at jeg har udtalt, at USA siger, at fangerne er krigsfanger. Det beklager jeg. USA har hele tiden fastholdt, at fangerne er illegale kombattanter«. Samtidig skriver han - med henvisning til de godt 600 fanger, der har været indespærret på Guantanamo i mere end et år - at der er problemer med at bruge krigens regler i kampen mod terrorisme og al-Qaeda. Ingen tvivl om fangers status Fangerne har under deres indespærring ikke haft adgang til advokatbistand eller fået at vide, hvad de er mistænkt for, selv om de er blevet afhørt. Ifølge Røde Kors er der folkeretligt ingen tvivl om deres status. Fangerne på Guantanamo er taget til fange i Afghanistan under en krig mellem USA og Talebanstyret. »Det er klokkeklart, at de er krigsfanger og skal behandles i overensstemmelse med Genevekonventionen. Det har Røde Kors aldrig rejst tvivl om. Det er muligt, at de også er noget andet - mordere, terrorister og lignende, og så skal de stilles for en dommer og have deres straf for det. Men de er krigsfanger, indtil en uvildig domstol har afgjort noget andet«, siger generalsekretær i Røde Kors, Jørgen Poulsen. Krigsfangestatus Som krigsfanger skulle de 600 internerede være løsladt, da krigen sluttede 1. juli 2002, medmindre de var blevet sigtet for krigsforbrydelser eller andre grove forbrydelser. Samme melding kommer fra Amnesty International. »Der er efter vores mening ikke skabt tvivl om konventionerne efter terrorangrebet i USA. Fangerne på Guantanamo er taget i en krig og skal efter vores mening have krigsfangestatus. At regeringen roder rundt i begreberne viser kun, at den sammen med USA har bevæget sig ud på tynd grund«, siger pressechef Stig Pedersen fra Amnesty International i Danmark. Per Stig Møller har ikke ønsket at uddybe sin undskyldning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her