Perikum og medicin er en farlig cocktail

Lyt til artiklen

Naturmedicin kan nedsætte eller forstærke virkningen af andre lægemidler. Derfor er det vigtigt, at patienter rådfører sig med deres læge og ikke på egen hånd begynder at kombinere naturlægemidler og anden medicin. Det understreger Lægemiddelstyrelsen i forbindelse med et nyt eksempel på, at de såkaldte grønne lykkepiller baseret på planten perikum kan være farlige i forbindelse med livsvigtig medicin. Det nye eksempel stammer fra Sverige. Kolesteroltal steg med over 50 pct. En 63-årig kvinde, som var i behandling med kolesterolsænkende medicin, oplevede, at hendes kolesteroltal steg med over 50 procent, da hun begyndte at spise grønne lykkepiller. På den baggrund opfordrer de svenske sundhedsmyndigheder til, at man helt lader være med at tage perikumpræparater sammen med anden medicin. »Vi har allerede for tre år siden advaret mod, at man tager perikumpræparater sammen med medicin, der omsættes i leveren. Årsagen er, at perikum får leveren til hurtigere at udskille anden medicin fra kroppen, så virkningen nedsættes«, siger overlæge i Lægemiddelstyrelsen Doris Stenver. »Generelt er det nok en god idé at advare folk mod at blande perikumpræparater med anden medicin i det hele taget«. General advarsel De europæiske lægemiddelmyndigheder er på vej med en harmonisering af de oplysninger, der skal gives i forbindelse med perikumpræparater, og resultatet bliver netop sådan en generel advarsel mod at blande disse præparater med andre former for medicin. »Der er eksempler på andre naturlægemidler, som også påvirker virkningen af anden medicin, blandt andet gingo biloba, som kan forstærke virkningen af blodfortyndende medicin«, siger farmaceut Steffen Bager, Lægemiddelstyrelsen. »Der har også været en enkelt indberetning om, at hvidløgspræparater kan nedsætte virkningen af hiv-medicin, og folinsyre ( B-vitamin. red.) kan påvirke indtagelsen af epilepsimedicin«. Flere tusinde bruger perikumpræparater Læge og videnskabsjournalist Jerk W. Langer, forfatter af 'Politikens bog om naturlægemidler', anslår, at flere tusinde danskere bruger perikumpræparater. »Naturlægemidler kan være nyttige for mange, men det er en illusion at tro, at naturens egen medicin altid er harmløs« , siger Jerk W. Langer.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her