Tre røvere slog i morges til mod en pengetransport på Nikolaj Plads i København. Røverne forsvandt med 1,9 millioner kroner. Gerningsmændene havde forberedt sig godt ved at stjæle nogle biler og lave en fælde, som hindrede pengetransporten i at kunne stikke af. »Det har krævet nogen planlægning, det her«, siger kriminalinspektør Ove Dahl. Pengetransporten kom kørende på pladsen, da en grå Renault Scenic pludselig trak ud foran den. En stjålet rød Peugeot Boxer kassevogn kørte op bag pengetransporten, så den hverken kunne køre frem eller tilbage. Og på den ene side holdt en muligvis stjålet hvid Boxer ved kantstenen, så den spærrede den ene side af køretøjet. En maskeret røver sprang ud fra Renaulten og smadrede sideruden ind til pengetransportens chauffør med en pistol, hvorefter han truede chaufføren til at åbne bagagerummet. Stak af i en Renault Derfra kunne røveren så tage en pengetaske med 1,9 millioner kroner, inden han og en medgerningsmand fra den røde Boxer atter sprang ind i Renaulten og stak af fra stedet. Røveren beskrives som dansker, 170-175 cm høj og iført en sort jakke og sorte bukser. Han var maskeret med en sort hue med huller til øjnene.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























