Storstrøms Amt er ved retten i Vordingborg blevet dømt til at betale erstatning til en 25-årig psykisk syg patient, der uberettiget var blevet bæltefikseret i to dage og tvangsmedicineret med en beroligende indsprøjtning. Patienten blev tilkendt en erstatning på 4.000 kroner plus renter, idet amtet blev dømt til at betale 1.000 kroner per dag, den ulovlige bæltefiksering varede, og 2.000 kroner for den uberettigede tvangsmedicinering. Lang og hård proces »Det har været en lang og hård vej for at få erstatning, men jeg er meget tilfreds. Jeg håber, at det kan forhindre bare nogle af de uberettigede bæltefikseringer, der sker på de psykiatriske afdelinger rundt om i landet«, siger Mogens Michaelsen, der er patientrådgiver for den 25-årige mand. Patienten sad en lørdag aften i fællesrummet på den psykiatriske afdeling og så tv, da han blev bæltefikseret og fik indsprøjtningen. Beslutningen blev truffet af en læge, der fik at vide, at patienten nogle timer tidligere havde fremsat trusler mod personalet. Fiksering blev underkendt Både bæltefiksering og tvangsmedicinering blev siden underkendt af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og med den afgørelse krævede patienten erstatning af amtet. Storstrøms Amt afviste, men blev i december dømt til at betale erstatning, fordi beslutningen om tvang blev truffet på et for »spinkelt grundlag«. Amtets psykiatrichef Per Vendsborg siger, at det efter dommen er blevet indskærpet over for lægen, at han skal sikre et solidt grundlag for sine beslutninger. »Dommen er en alvorlig påpegning af, at der er handlet galt«, siger Per Vendsborg. Han mener dog, at sagen er så speciel, at dommen ikke vil danne præcedens. Lektor ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard, der har arbejdet meget med psykiatriret, kalder dommen »banebrydende«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























