Hvis dommen over direktør Bjørn Lomborg fra Institut for Miljøvurdering var et skakspil, så var det nu Lomborgs tur til at trække. Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) står urokkeligt fast på den afgørelse, der for 15 dage siden satte en plet på Bjørn Lomborgs videnskabelige ære. Efter et ekstraordinært møde i UVVU i går blev det understreget, at »behandlingen og afgørelsen vedrørende klagesagerne er truffet i enighed af UVVU's tre udvalg«. Med andre ord mener UVVU's 25 medlemmer og suppleanter fortsat, at Bjørn Lomborg i sin engelsksprogede udgave af 'Verdens Sande Tilstand' ('The Skeptical Environmentalist') har handlet i strid med god videnskabelig praksis - eller på mere mundret dansk: Han har skaltet og valtet med videnskabelige data. Mulighed for at anke UVVU påpeger, at hvis parter i sagen mener, at der er begået retlige fejl, så kan afgørelsen ankes til Videnskabsministeriet. Det samme har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), videnskabsminister Helge Sander (V) og Folketingets Ombudsmand pointeret. De seneste dage har meldingen fra Bjørn Lomborg lydt på »ingen kommentarer«, og det var også tilfældet i går. Formanden for UVVU, pensioneret landsdommer Hans Henrik Brydensholt, ønsker ikke at svare på spørgsmål om, hvad der skete på UVVU-mødet i går. »Jeg er på vej til et møde i Kulturministeriet og har ikke flere kommentarer«, lød det kortfattet fra Hans Henrik Brydensholt i går eftermiddag. Både han og de øvrige medlemmer af UVVU henviser til en pressemeddelse udsendt fra Forskningsstyrelsen. Af den fremgår det, at UVVU's medlemmer ikke ønsker at udtale sig yderligere, før UVVU har gennemført en række udredninger. Aktindsigt afvises Heller ikke professorerne David og Henrik Lando, der i sidste uge var med til at samle knap 300 forskere bag en protest mod UVVU-dommen, ønsker at kommentere sagen. David Lando fra Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet siger, at Bjørn Lomborg »selv må tage stilling til«, om han vil anke. Afgørelsen i Lomborg-sagen har hvirvlet en masse spørgsmål op omkring UVVU, der blandt andet er blevet kritiseret for ikke at have begrundet, præcis hvor det er, Bjørn Lomborg har handlet i strid med god videnskabelig skik. For at komme nærmere en direkte begrundelse har Politiken søgt aktindsigt i materiale fra den undergruppe under UVVU, der har bearbejdet sagens mange hundrede sider bilag. UVVU fastslog i går, at materialet fra gruppen, der havde overlæge, dr. med Nils Axelsen fra Statens Serum Institut som formand, ikke vil blive udleveret, »så længe sagen ikke er afgjort«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























