Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vil støtte forgængeren, Poul Nyrup Rasmussen (S), som kandidat til posten som generalsekretær for NATO. »Regeringen vil arbejde positivt for Nyrups kandidatur. Vi vil nu sammen med Nyrup planlægge det videre forløb«, siger Anders Fogh Rasmussen til Ritzau. Statsministeriet vil snarest kontakte Nyrup for at få et møde i stand, hvor det videre forløb skal aftales. Nyrup: Det bliver svært Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) stiller op som den næste generalsekretær for NATO. Nyrup Rasmussen bekræfter over for TV2 Nyhederne, at han er kandidat til posten som ny generalsekretær for NATO: »Men jeg erkender, at det bliver svært«, siger Poul Nyrup Nyrup og henviser til de forgæves forsøg på at bringe danskere i position til posten. Per Stig: Nyrup er kvalificeret VK-regeringen har endnu ikke diskuteret, om den vil støtte Nyrups bestræbelser, oplyser udenrigsminister Per Stig Møller (K) og tilføjer i en umiddelbar kommentar: »Nyrup er en kvalificeret mand«. Den tidligere SR-regering arbejdede efter Uffe Ellemann-Jensens afgang som Venstre-formand i 1998 for at få ham placeret som generalsekretær for NATO. Især Frankrig satte sig imod af frygt for, at Ellemann-Jensen ikke var stærk nok i fransk. Mogens Lykketoft satser nu på, at Poul Nyrup Rasmussen i stedet kan blive danmarks første generalsekretær for NATO. »Nyrup er selvfølgelig en højt kvalificeret kandidat, og jeg går ud fra, at regeringen yder en meget aktiv indsats for at undersøge, om det er en mulighed«, siger Lykketoft. Lykketoft understreger dog på forhånd, at både han selv og Nyrup er klar over, at det er meget usikkert, hvem der får posten som NATO-generalsekretær.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























