Til sommer får unge udvekslingsstudenter mellem 15 og 18 år for første gang mulighed for at få statstilskud til deres ophold. Målet er at lokke flere til at gå et år i skole i udlandet, og baggrunden er, at arbejdsmarkedet i stigende grad efterspørger unge med en international tilgang til tingene. Regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre blev enige om at afsætte 10 mio. kr. til den nye tilskudsordning, der vil blive fordelt med 10.000 kr. til den enkelte. Ordningen kan ses som en blåstempling af, at et udlandsophold udvikler de unges sproglige, kulturelle og personlige kompetencer. Det kan bl.a. Arendse Boelskifte fra Hillerød skrive under på. Hun er en af de cirka 600 teenagere, der sidste skoleår erfarede, hvordan det er at studere og leve i et andet land. I dette tilfælde Hongkong. Hun siger: »Et år som udvekslingsstudent kan som intet andet få én til at klare ting, man ellers havde meldt pas til. Selvom der passes godt på os, ungår man ikke situationer, hvor man er nødt til at overskride nogle grænser. Bagefter er man stolt over at have klaret noget, som man ikke regnede med, man kunne eller turde. Det giver en god selvtillid«. Betingelserne for at få tilskuddet er ved at blive udarbejdet, men det ligger fast, at opholdet skal vare et helt skoleår, arrangeres af en godkendt udvekslingsorganisation, at studiet skal foregå på en godkendt skole, og at den unge skal bo hos en værtsfamilie. Social slagside »Det er dejligt, at det nu anerkendes, at et udvekslingsophold er kompetencegivende, men jeg havde gerne set, at beløbet var af samme størrelse som f.eks. tilskud til ophold på efterskoler. Dette er for tiden næsten dobbelt så stort«, siger sekretariatschef Lars Høgh Hansen fra udvekslingsorganisationen AFS Interkultur. Han er bange for, at et beløb på 10.000 kr. ikke er stort nok til at gøre en social forskel for ret mange, og at det derfor stadig primært vil være unge fra bedrestillede familier, der kommer af sted. »Tilskuddet gives bl.a. på baggrund af universiteternes ønske om, at de studerende bliver internationalt orienterede på et tidligere tidspunkt. Men f.eks. håndværkere har også brug for international forståelse, og sekretærer er den faggruppe, der har oplevet den kraftigste stigning i kravet til sprogkundskaber i stillingsannoncer«, siger Lars Høgh Hansen. Det statslige tilskud til efterskoleelever afhænger af forældrenes indkomst. Der gives mellem 11.500 og 21.500 kr. om året. At beløbet til udvekslingsstudenter ikke er så højt, forklares med, at deres skoleophold ikke er meritgivende. Et år på highschool kan ikke erstatte et år på gymnasiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























