Jagerfly i politisk kampzone

Lyt til artiklen

Danmark kan komme til at arbejde sammen med israelske virksomheder omkring udviklingen af det nye avancerede kampfly, Joint Strike Fighter. Den amerikanske regering forhandler netop nu med Israel om israelsk deltagelse i projektet. Danske advarsler I Danmark advarer politikere mod et muligt militærteknisk samarbejde med Israel af frygt for at dansk våbenknowhow benyttes til kamphandlinger i Mellemøsten. Forhandlingerne mellem USA og Israel har stået på i flere år. I dagene før jul 2002 mødtes fremtrædende amerikanske og israelske embedsmænd for at diskutere den mulige deltagelse i JSF-projektet, og det ventes, at Israel i løbet af få uger kan blive knyttet formelt til projektet, dog på et lavere niveau end Danmark, som har betalt en milliard kroner for at blive partner. Israel har gode muligheder for partnerstatus Flere militæranalytikere vurderer over for Politiken, at Israel har gode muligheder for at få partnerstatus, også selv om det rejser en række magt- og realpolitiske spørgsmål. Jack Spencer, der er militæranalytiker i tænketanken Heritage i USA, er ikke i tvivl om, at Israel bliver deltager i JSF- projektet på et eller andet plan. »JSF er vigtigt for Israel. Landet er omgivet af fjender, som har det mål at udslette landet. Derfor har Israel behov for at opretholde en militær overlegenhed. Hvis Israel kan påvise et behov for at være med i JSF-projektet, så er der ingen tvivl om, at USA vil sørge for at få etableret en forbindelse. Israel har behov for at modernisere sit luftforsvar, og der er JSF svaret«, siger Jack Spencer. Analytikere: Israel kommer med Selvom Israel foreløbig kun har observatørstatus, har det første israelske firma allerede fået ordrer på leverancer til JSF-projektet. Og det er formentlig kun begyndelsen. Blandt militæranalytikere er der ikke tvivl om, at USA vil lukke Israel med ind i projektet. Vurderingen er også, at Israel vil få mulighed for at købe de avancerede kampfly, når de er klar fra omkring 2010. S: 'Regeringen har et stort ansvar' Det vil i givet fald betyde, at dansk militær knowhow risikerer at blive sat ind i Mellemøst-konflikten, og det skaber bekymring. »Regeringen har et stort ansvar for at sikre, at Danmark ikke deltager i et projekt sammen med Israel, hvis det ender med, at fly eller udstyr bruges til operationer, der er et brud på FN's folkeret, som Israel gentagne gange har brudt«, siger Jeppe Kofod, næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe og næstformand for Udenrigspolitisk Nævn. »Vi har problemer med den israelske politik i de besatte områder. Et militært samarbejde vil rejse nogle meget principielle spørgsmål. Kan Danmark samarbejde med en israelsk regering, der gentagne gange bryder folkeretten?«, spørger Jeppe Kofod. SF beder om redegørelse SF's forsvarsordfører Villy Søvndal vil bede forsvarsminister Svend Aage Jensby redegøre for Israels deltagelse. »Israel er en krigsførende nation, og vi kan under ingen omstændigheder acceptere, at dansk våbenknowhow risikerer at blive brugt i en ikkelegitim krig. Hvis Israel knyttes tættere til JSF-projektet på et eller andet plan, vil det afgørende ændre de forudsætninger, Danmark gik ind i projektet på«, siger Villy Søvndal. Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kuti Mor, der som vicedirektør i Israels forsvarsministerium står for forhandlingerne med USA om Israels deltagelse i projektet. Ifølge både amerikanske og israelske medier er forhandlingerne om israelsk deltagelse gået ind i den afgørende fase.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her