Finansminister Thor Pedersen (V) har kun gjort en ting forkert i forbindelse med erhvervelsen af tre landbrugsejendomme ved Rørvig. Han har ikke overholdt bopælspligten. Det fremgår af den redegørelse, som han har bestilt og betalt en advokat til at udarbejde forud for Folketingets forespørgselsdebat om sagen i morgen. Ifølge redegørelsen har Thor Pedersen fået de nødvendige dispensationer ved købet af ejendommene, og han har ikke foretaget sig noget ulovligt ved at nedlægge et markspor. Han har heller ikke overtrådt loven ved at få hektarstøtte fra EU. Han indrømmer og beklager dog, at han ikke har opholdt sig nok på sin ejendom i Rørvig, Graudebjerggård, men til gengæld for meget i et sommerhus i Ramløse. Advokat Henrik Steen Andersen, der har udarbejdet redegørelsen, skriver, at finansministeren i forbindelse med ansøgningerne om hektarstøtte ikke har afgivet nogen urigtig erklæring. Ikke noget om antallet af hektar Men redegørelsen giver ikke svar på, om finansministerens jordbesiddelser er så store, at han skal søge dispensation hos Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt. Det skal han, hvis det areal, der kan dyrkes på de tre ejendomme, tilsammen udgør mere end 70 hektar. De tre naboejendomme, som Thor Pedersen ejer, er Graudebjerggård, der blev købt i 1996, Gråmosegård, der blev købt i 2001, og Tranebjerggård, som finansministeren overtog 1. november i fjor. Købet af den sidste gård bringer det samlede areal for de tre ejendomme op på 82,5 hektar og overskrider dermed måske landbrugslovens grænser. Ifølge loven må en landmand, der i forvejen ejer en eller to landbrugsejendomme, købe yderligere en, hvis det samlede areal ikke overstiger 70 hektar. I sidste øjeblik Det var i sidste øjeblik, at finansminister Thor Pedersen mandag morgen afleverede redegørelsen om sine boligforhold til Folketinget. Folketingets formand, Ivar Hansen, havde bebudet, at den dagsordensatte forespørgselsdebat ville blive udsat, hvis redegørelsen ikke kom mandag morgen. Thor Pedersens egen spindoktor har tidligere oplyst, at redegørelsen skulle være kommet i sidste uge. Men redegørelsen nåede frem, og tirsdag er det så statsminister Anders Fogh Rasmussen, der skal forsvare sin finansminister under debatten. Finansministeren Thor Pedersens vil ikke selv være til stede under debatten. Han er i Bruxelles, hvor EUs finansministre mødes. Socialdemokraterne betegner det som statsminister Anders Fogh Rasmussens problem, at Thor Pedersen er i Bruxelles. »Hvis det er et problem for nogen, at Thor er væk, så må det være statsministeren«, siger Socialdemokraternes Thomas Adelskov til Ritzau. Skal have vildledt Folketinget Centralt i debatten bliver påstanden om, at Thor Pedersen skulle have vildledt Folketinget. Ministeren har i et svar til Thomas Adelskov påstået, at Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt skulle have vurderet, at hans problemer med bopæls-pligten kun rækker tilbage til november 2000. Den oplysning fra ministeren har Jordbrugskommissionen efterfølgende taget afstand fra.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























