Bøde for at hente børn for sent

Lyt til artiklen

Det skal koste i omegnen af 500 kroner, hvis forældre gang på gang først dukker op i børnehaven eller vuggestuen, når lille Frederik er fyldt i flyvedragten, og alle de små stole er vippet op på bordene. »Der er en stigende tendens til, at forældre - ikke mindst veluddannede karrieremennesker - simpelt hen arbejder forbi institutionens lukketid og først henter deres børn en halv eller hel time efter lukketid. Det er urimeligt - ikke mindst over for barnet«, siger borgmester Bjørn Dahl (V), formand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL). Forældres normer er skredet Derfor beder udvalget nu socialminister Henriette Kjær (K) skaffe lovgrundlag for, at kommunerne kan kradse bøder ind fra forsinkede forældre. KL tager problemet op på baggrund af en konkret henvendelse fra Vamdrup Kommune, som stødte på lovmuren. Siden har KL foretaget en stikprøve i en række kommuner, og her bekræftes problemet. »Der er sket et normskred i forældreansvaret, for det her handler ikke om et tog, der er kørt i stykker ude på strækningen, eller et uventet snefald. Det er forældre, som sidder i et møde, og det trækker ud. I stedet for at rejse sig og gå, fordi institutionen snart lukker, vælger de at blive og gøre mødet færdigt«, siger Bjørn Dahl. Stræberforældre Ud over det centrale hensyn til barnet, som ifølge Roskilde-borgmesteren naturligvis bliver ked og utryg af den prioritering hos far og mor, bunder forslaget også i økonomi. »Selv om vi naturligvis kan aflevere lille Frederik til de sociale myndigheder, når hans stræberforældre igen kommer for sent, så gør pædagogerne det jo ikke. De bliver i stedet hellere en time mere, og det koster jo med uvarslet overarbejde på den måde«, siger han, der understreger, at det er en uhyre uheldig måde at bruge kommunale skattekroner på. »Pædagoger snakker jo så meget om mere kvalitet i daginstitutionerne, og den slags koster penge. Derfor er det jo helt hen i vejret at bruge penge på at lade én pædagog sidde med overtøjet på og vente med ét barn«. Enstemmig opbakning Ønsket om at kunne idømme forældre en bøde på størrelse med en parkeringsbøde er behandlet i KL's børne- og kulturudvalg, hvor det fik enstemmig opbakning. Forslaget går nu videre til KL's bestyrelse, som fredag diskuterer ideen, inden ønsket formuleres som et krav til socialministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her