Flere kvæstede og døde i trafikken

Lyt til artiklen

Det går den forkerte vej med antallet af døde og kvæstede i trafikken. De foreløbige tal fra Danmarks Statistik, Vejdirektoratet og Rådet for Større Færdselssikkerhed viser, at der i 2002 døde omkring 450 mennesker - en stigning på 5 procent. Antallet af kvæstede steg 10 procent til cirka 9.200. »Det er jo ikke en voldsom stigning, men det er alarmerende, at kurven knækker den gale vej. Ikke mindst fordi en tredjedel af de dræbte er fartglade unge under 25, og en tredjedel er ældre over 65 år, der har svært ved at gebærde sig i trafikken. Der bliver flere i begge disse grupper de kommende år«, siger Rene la Cour Sell, direktør for Rådet for Større Færdselssikkerhed. Øget uopmærksomhed Blandt andre væsentlige årsager er den øgede trafikmængde, og en øget uopmærksomhed i trafikken. Folketinget vedtog i 1998, at antallet af trafikdødsfald, trods mere trafik, skulle ned på 300 i år 2012, men med de nye tal er sandsynligheden for, at man når det mål, forringet. Rene la Cour Sell efterlyser en samlet, langsigtet plan for trafiksikkerhed og kritiserer ligesom de radikales trafikordfører Martin Lidegaard regeringens nedskæringer på området. »Ud over at koste liv er det samfundsøkonomisk helt hen i vejret, at regeringen har sparet 150 millioner kroner på dette område. En personulykke koster i gennemsnit halvanden million, og i 2002 var der næsten 1.000 ekstra dræbte og tilskadekomne. At man så oven i købet vil sætte farten på motorvejene op, når statistikken viser, at det betyder flere ulykker - det er jo til at tude over«, siger Lidegaard. Justitsminister beklager Justitsminister Lene Espersen (K) beklager det øgede antal trafikuheld. »Heldigvis er stigningen ikke så voldsom, som man kunne have forestillet sig. Men det viser, at der fortsat er behov for stor fokus på trafiksikkerhed«, siger ministeren. Hun fortryder ikke besparelserne og ikke mener, at det er afgørende at bruge flere penge på kampagner. Hun sætter sin lid til bøder og fartkontrol.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her