Den danske regering bakker op om de store EU-landes ønske om, at EU skal have en permanent formand istedet for skiftende formandskaber. Men statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kræver indflydelse for de små lande. Statsminister Anders Fogh Rasmussen tog onsdag et skridt imod de store EU-landes ønsker om indretningen af EU, da han på Christianborg fremlagde regeringens visioner for fremtidens EU. Formandsskab skal afskaffes Her sagde Anders Fogh Rasmussen at den nuværende model med skiftende formandskaber får svært ved at fungere, når EU i 2004 udvides fra 15 til 25 lande. Istedet skal formanden for EUs ministerråd vælges for en årrække. Men de små lande skal fortsat sikres indflydelse, og dermed adskiller det danske udspil sig i forhold til et fælles udspil fra Tyskland og Frankrig. De store lande vil bestemme Det tysk-franske udspil tilgodeser de store lande i EU. I udspillet skal formanden for Det Europæiske Råd vælges for fem år af et kvalificeret flertal i Ministerrådet, hvor de store lande dominerer. Dermed kan Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien reelt lade den magtfulde post gå på skift imellem sig. Danmark vil have garanti for indflydelse Men den model afviser Anders Fogh Rasmussen. Uden garantier for indflydelse til de små lande, siger Danmark stop. »Hvis vi skal overveje at bevæge os i den retning, må der opstilles klare garantier, der sikrer, at store og små lande reelt bliver stillet lige«, siger Anders Fogh Rasmussen. EU-lande skal inddeles efter størrelse Anders Fogh Rasmussen foreslår derfor, at EU-landene inddeles i tre grupper - de store, de mellemstore og de små lande - som på skift skal have posten. Det vil forhindre, at de store lande sætter sig på systemet, fordi de kun kan placere en person ved hvert tredje valg. Uenighed om formand for kommissionen Ud over den nye formand for Rådet giver valget af EU-Kommissionens formand også anledning til splid. I dag vælges formanden af stats- og regeringscheferne. Med Tyskland og Frankrig foreslår, at formanden for EU-Kommissionen skal vælges af Europa-Parlamentet, hvor de store lande også dominerer. »Det er vigtigt at sikre Kommissionens uafhængighed i forhold til de øvrige institutioner. Disse hensyn er ikke tilstrækkeligt tilgodeset, hvis Kommissionens formand skal vælges alene af Europa-Parlamentet«, siger Anders Fogh Rasmussen. Ny traktat i 2004 EU-konventet er til sommer klar med et udspil til en ny EU-traktat. Når det er klart, går EUs ledere i gang med at skrue den endelige traktat sammen, og den ventes færdig i 2004, når ti nye lande optages i EU.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























