Undervisningen er autoritær, ensidig og tilbyder kun eleverne bibelske forklaringer på alle livets forhold. Sådan lyder den barske kritik i Københavns Kommunes tilsynsrapport om undervisningen på den kristne friskole, Samuelskolen, på Nørrebro. De to tilsynsførende konkluderer, at Samuelskolens 60 elever ikke får en undervisning, »der står mål med, hvad der almindeligvis opnås i folkeskolen«, blandt andet fordi vægten på lydighed, udenadslære og »bibelsk absolutisme« ikke giver eleverne de nødvendige kompetencer til at begå sig i det videre uddannelsessystem. Samuelskolens leder Knut Evensen er dybt fortørnet over rapporten. Han mener, at de tilsynsførende har begået et stykke »ideologisk farvet og tendentiøst« arbejde, der har mere karakter af debatindlæg end videnskab. »De har set, hvad de selv gerne ville se. Argumenterne er jo råbende tynde og bærer præg af deres subjektive oplevelser i bestemte situationer«, siger Knut Evensen. 'Lukning bør overvejes' Københavns skole- og uddannelsesborgmester Per Bregengaard (Enh) er dog ikke i tvivl om, at Samuelskolen mister sit levebrød; statstilskuddet fra Undervisningsministeriet. »Kritikken er så alvorlig, at ministeren bør overveje at lukke skolen. Jeg finder det meget tvivlsomt, om Samuelskolen kan fortsætte, når eleverne ikke lærer at samarbejde eller forholde sig til omverdenen med kritisk sans, selvstændighed og kreativitet «, siger han. Skolens skæbne bliver først afgjort af undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) efter den 18. februar, når skolen har haft lejlighed til at udtale sig. Ikke store chancer Følger ministeren kommunens vurdering, har skolen ikke umiddelbart store chancer for at overleve. Da Ulla Tørnæs i august satte skolen under skærpet tilsyn, sagde hun: »Det er min pligt som minister at sikre, at Samuelskolens undervisning står mål med kravene i folkeskolen«. Knut Evensen frygter ikke skolens fremtid: »Vi hviler i kendskabet til vores høje faglige niveau. Dér kan vi ikke fældes«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























