Udlændingestyrelsen prøver at presse en krigsforbrydermistænkt afrikaner til at forlade landet. Politiet, som i over et år har efterforsket en mistanke om, at manden som i 1993-94 var ansvarlig for mindst 10 henrettelser i Burundi, er ikke blevet spurgt. Den krigsforbrydermistænkte afrikaner, der i Danmark også går under betegnelsen 'manden fra Burundi', nægter sig skyldig. Han har såkaldt tålt ophold i Danmark, og er dermed formelt set sikret mod at blive tvunget ud af landet. Frataget penge Alligevel fratog Udlændingestyrelsen ham 5. november alle penge til kost, tøj og transport og pålagde ham desuden meldepligt en gang om ugen hos politiet. Det er ifølge Ritzau sket som såkaldt 'motivationsfremmende foranstaltning, fordi manden ikke vil medvirke til sin egen udrejse af landet. Personer på tålt ophold må ikke tage et lønnet arbejde. Derfor overlever manden nu ved familie, kæreste og venners hjælp. Klage fra advokaten Mandens forsvarer, advokat Torben Jensen, har klaget over afgørelsen til Integrationsministeriet. »Myndighederne har på den ene side sagt: 'Vi kan ikke sende dig tvangsmæssigt ud af landet'. Og nu siger man: 'Men du skal medvirke til at rejse ud selv - ellers straffer vi dig'. Det er ganske uholdbart«, siger advokaten til Ritzau. Sagsbehandlingstiden på klagen er fire til seks måneder, oplyste ministeriet i begyndelsen af december. Overrasket statsadvokat Også statsadvokat Birgitte Vestberg, der leder efterforskningen mod manden fra Burundi, er overrasket over meldingen. »Det kendte jeg ikke noget til. Og umiddelbart kan jeg godt blive forbavset. Det var Udlændingestyrelsen selv, der meldte manden til politiet. Hvis de stadig mener, at hans forhold skal undersøges nærmere, så undrer det mig, at de nu vil fremme hans udsendelse«, siger hun til Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























