Politisk flertal for undersøgelse af miljøinstitut

Lyt til artiklen

Med regeringens støtteparti Dansk Folkeparti i spidsen kræver et flertal uden om regeringen at samtlige rapporter fra Institut for Miljøvurdering undersøges for videnskabelige fejl. Kravet kommer efter at Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) i går fældede en hård dom over bogen 'The Skeptical Environmentalist', der er skrevet af Institut for Miljøvurderings direktør Bjørn Lomborg. Videnskabelig uredelighed UVVU mener at Bjørn Lomborgs bog falder »ind under begrebet videnskabelig uredelighed« og at Lomborg selv har handlet i strid med god videnskabelig skik. Lomborg skrev bogen før han 1. juni sidste år sammen med 13 medarbejdere tog fat på arbejdet i det nyoprettede Institut for Miljøvurdering. DF: Uvildig undersøgelse Instituttet har siden starten udgivet otte rapporter og et politisk flertal kræver, at dette arbejde skal undersøges for videnskabelige fejl. »Efter det der er kommet frem nu, er vi selvfølgelig nødt til at få en uvildig undersøgelse af, om vi kan bruge disse rapporter til noget som helst«, siger miljøordfører for Dansk Folkeparti, Jørn Dohrmann til Radioavisen. Undersøgelse afsluttet inden sommer Dohrmann ønsker undersøgelsen afsluttet inden sommer og får opbakning fra alle de øvrige partier uden for regeringen. »Afgørelsen fra udvalget peger klart i retning af, at man må have vurderet videnskabeligheden af det arbejde, der udføres af Institut for Miljøvurdering. Hvis instituttet dumper, er der ingen grund til at bruge 15 mio. kr. årligt på det«, siger De Radikales miljøordfører Elsebeth Gerner Nielsen til Ritzau. Konservativ tillid til Lomborg svækket Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) vil ikke kommentere kritikken af Lomborgs bog, idet den er skrevet før han blev direktør for Institut for Miljøvurdering. Men hans regeringskollega, den konservative miljøordfører Helle Sjelle, lægger ikke skjul på at hendes tillid til instituttets arbejde er blevet mindre. »Som miljøpolitiker er jeg altid kritisk over for det, jeg modtager. Det gælder også Institut for Miljøvurdering. Næste gang jeg modtager noget derfra, vil jeg nok kigge det igennem en ekstra gang«, siger Helle Sjelle til Politiken. Bestyrelse har ikke drøftet Lomborgs fremtid Regeringen meldte kort efter sin tiltræden ud, at Institut for Miljøvurdering skulle oprettes. Instituttet har en professionel bestyrelse, der i går på et bestyrelses møde blev indviet i hovedpunkterne i kritikken mod Bjørn Lomborg fra UVVU. Ifølge instituttets bestyrelsesformand, Ole P. Kristensen, blev Lomborgs fremtid ikke drøftet på mødet, men formanden vil i de kommende dage sondere stemningen i bestyrelsen. Formand skeptisk overfor afgørelse Selv mener Ole P. Kristensen ifølge Politiken ikke, at UVVUs afgørelse skal have konsekvenser for Bjørn Lomborg. Bestyrelsesformanden stiller sig iøvrigt skeptisk overfor afgørelsen, der ikke præcist peger på, hvad der er galt i Lomborgs bog.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her