Fogh overvejer tjek af Lomborg-rapporter

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har stadig fuld tillid til Bjørn Lomborg, men overvejer alligevel en undersøgelse. - Foto: Kåre Viemose
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har stadig fuld tillid til Bjørn Lomborg, men overvejer alligevel en undersøgelse. - Foto: Kåre Viemose
Lyt til artiklen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er kommet under pres i Lomborg-sagen og overvejer at bede uvildige eksperter gennemgå de rapporter, som er udgivet af det Bjørn Lomborg-ledede Institut for Miljøvurdering. Foghs reaktion kommer efter, at et flertal i Folketinget har talt for, at samtlige rapporter fra Institut for Miljøvurdering undersøges for videnskabelige fejl. »I lyset af den situation, der er opstået, kan det måske være meget fornuftigt at lade uvildige eksperter - hvis sådanne kan findes - kigge på de produkter, som instituttet indtil nu har præsenteret. Det vil vi overveje i regeringen i de næste par dage«, siger Anders Fogh Rasmussen. Fogh: Uholdbar situation Statsministeren siger, at han selv har fuld tillid til de rapporter, der er kommet, og at undersøgelsen kan være unødvendig. »Men jeg kan ikke som statsminister se væk fra, at efter at der nu er kommet denne udtalelse fra Brydensholt-udvalget, så vil Lomborg og instituttet hver eneste gang, instituttet fremkommer med en redegørelse, blive udsat for, at kritikerne i stedet for at debattere indholdet henviser til, at han har fået ord for at være videnskabeligt uvederhæftig, og at man af den grund ikke behøver at forholde sig til instituttets arbejde«, siger Anders Fogh Rasmussen. »Det er fuldstændigt uholdbart både for Bjørn Lomborg og for instituttet. Det er vi nødt til at forholde os til«, fastslår statsminister Anders Fogh Rasmussen. Krav om vurdering af rapporter Instituttet har siden sin oprettelse udgivet otte rapporter, som oppositionen nu kræver kigget efter i sømmene. »Afgørelsen fra udvalget peger klart i retning af, at man må have vurderet videnskabeligheden af det arbejde, der udføres af Institut for Miljøvurdering. Hvis instituttet dumper, er der ingen grund til at bruge 15 mio. kr. årligt på det«, siger De Radikales miljøordfører Elsebeth Gerner Nielsen til Ritzau. Konservativ tillid til Lomborg svækket Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) vil ikke kommentere kritikken af Lomborgs bog. Men hans regeringskollega, den konservative miljøordfører Helle Sjelle, lægger ikke skjul på at hendes tillid til instituttets arbejde er blevet mindre. »Som miljøpolitiker er jeg altid kritisk over for det, jeg modtager. Det gælder også Institut for Miljøvurdering. Næste gang jeg modtager noget derfra, vil jeg nok kigge det igennem en ekstra gang«, siger Helle Sjelle til Politiken. DF-kovending Tidligere onsdag ville DF's miljøordfører også have undersøgt instituttets arbejde. Men i stedet for at det arbejde skulle udføres af en særlig evalueringsgruppe, mener Dansk Folkeparti onsdag aften, at Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) skulle foretage granskningen af rapporterne. »De eksperter, der har haft modet til at dømme Lomborg på en gammel bog, må også have mod til at sige, hvad han har gjort forkert i de rapporter, der er fremlagt«, siger Jørn Dohrmann. Udvalg skal først have en konkret klage Han mener, at udvalgene af egen fri vilje burde gå skridtet videre og se på de fremlagte rapporter. Det er der imidlertid ikke nogen udsigt til. Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed tager kun en sag op, hvis de direkte har fået en klage vedrørende et videnskabeligt arbejde. For at behandle de offentliggjorte rapporter skulle udvalget altså først have modtaget klager over, at der er noget galt med dem. Dohrmann: Udvalgene 'skylder' en gennemgang Jørn Dohrmann mener, at udvalgene 'skylder' at gennemgå de otte rapporter for at begrunde 'påstanden' om, at Bjørn Lomborg har gjort noget galt. Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) fældede tirsdag en hård dom over bogen 'The Skeptical Environmentalist', der er skrevet af Institut for Miljøvurderings direktør Bjørn Lomborg. UVVU mener, at Bjørn Lomborgs bog falder »ind under begrebet videnskabelig uredelighed« og at Lomborg selv har handlet i strid med god videnskabelig skik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her