Fred for rockere i København

Lyt til artiklen

Lavtflyvende panserværnsraketter og skuddueller på åben, befolket gade i København hører til de mere brutale afsnit i historiebogen over rockernes færden i hovedstaden. De nutidige kapitler tegner et langt mere fredeligt billede, fastslår Københavns Kommune og Københavns Politi. Politi: Vi har fjernet utrygheden »Og det skyldes faktisk ikke - som mange tror - at rockerne er flyttet på landet. Vi har stadig de tunge drenge i vores region, men det er lykkedes at fjerne utrygheden fra borgerne«, siger chefkriminalinspektør Per Larsen. Han har netop holdt et statusmøde over rockerbekæmpelsen med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S). 'Hovedpersonerne' skatte-overvåges Kampen for mere fred i gaderne er blandt andet opnået ved at holde et skattemæssigt vågent øje med det, chefkriminalinspektøren kalder »hovedpersonerne i miljøet«. Helt nøjagtigt hvordan kommunen har kigget rockerne over skuldrene og fanget dem via skattebilletten, vil overborgmesteren ikke afsløre. 'Er ikke stødt på juridiske barrierer' »Der er ting, som egner sig til avisen, og ting, som bestemt ikke gør. Vi kan bare sige, at vi endnu ikke er stødt på lovgivningsmæssige barrierer i vores arbejde, og vi intensiverer nu overvågningen«, siger han. Ifølge Per Larsen er det netop ved at følge i fodsporet på de mange penge, der flyder i rockermiljøet, at det er lykkedes i nogen grad at passivisere rockerne. Ingen hvilen på laurbærrene »Det er gået godt, og det er jo ikke noget, som går ud over den enkelte borger. Vi undersøger kun de skattemæssige forhold på begrundet mistanke om økonomisk kriminalitet«, siger Per Larsen. Han understreger, at situationen endnu ikke er så fredelig, at politi og kommune kan tillade sig at rede et leje af laurbær og hvile sig der. »Tværtimod skal vi fastholde presset, og støder vi på regler, som hindrer os, vil jeg gå til regeringen«, siger Kramer Mikkelsen, Virkning af bandlysning af rygmærker At rockernes uniform - rygmærkerne - er bandlyst på alle offentlige steder i København, har også betydning, vurderer politiet. En tredje forklaring på det relativt fredelige København er også det forebyggende samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politiet - det såkaldte SSP-samarbejde, siger de to parter. »Det er måske det allervigtigste, når det kommer til stykket, for i modsætning til andre byer har vi haft et vist held med at stoppe rekrutteringen til rockermiljøet, og vi har heller ikke mødt de såkaldte dummebøder til helt unge mennesker, som andre politikredse slås med«, siger chefkriminalinspektøren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her